Liberia. General Butt Naked, en af Afrikas største krigsforbrydere, gik nøgen i krig i spidsen for sine børnesoldater. Han forvandlede sig fra krigsherre til præst og prædiker nu forsoning og tilgivelse. Men kan alt tilgives?

Da massemorderen mødte Jesus

Da massemorderen mødte Jesus

MONROVIA – Der sidder en massemorder, en missionær og en blad­smører omkring et bord. Og vi lyver alle tre.

I udkanten af Liberias hovedstad Monrovia hviler Millennium Hotel som en sval oase i et brølende hav af blik og mudder. Regnen plasker tungt ned på den okkerrøde jord.

En af borgerkrigens største krigsforbrydere, børnemorderen, manden, der skar hjertet ud af sine dræbte ofre og spiste det, Joshua Milton Blahyi, nedstirrer sultent et stykke oliedryppende kylling, mens han med patosfyldt stemme deklarerer, at han er en forandret mand.

»Jeg har forladt vanviddet. Det har forladt mig. Tilgivelse er mulig, tilgivelse er Herrens største gave til os. Selv for en tidligere djævel.«

Men det er løgn. Joshua Blahyi har ikke lagt voldens berusende fluidum på hylden, skal det vise sig.

Nok har han officielt begravet sit blodstænkede nom-de-guerre, General Butt Naked, navnet, som hans fjender tildelte ham, fordi han altid løb splitternøgen i kamp, kun iført læderstøvler og en AK47, mens han dirigerede sin enhed, The Butt Naked Command, bestående af nøgne børne­soldater.

Børnene fodrede han lejlighedsvist med en cocktail af kokain og menneskekød, og med sine kosmiske talegaver manipulerede han dem til at tro, at kuglerne ikke kunne ramme den nøgne kriger.

Og da borgerkrigen, en af Afrikas mest bestialske, ebbede ud i 2003 efter mere end et årtis hærgen, foretog Butt Naked en enestående transformation fra war lord til præst – og er aldrig blevet straffet.

Den eneste krigsforbryder i Liberia, der officielt blev straffet, var præsident Charles Taylor, der endte i Haag. Resten er stadig på fri fod.

Nu rejser den omvendte pastor Joshua Milton Blahyi rundt som evangelistisk rockstjerne i en tung olivengrøn Landcruiser og prædiker tilgivelse, mens han modtager klækkelige bidrag fra højreorienterede amerikanske kristne, der elsker historien om kannibalen, der mødte Kristus.

Men Joshua er ikke blevet pacifist. Da vi sidder omkring bordet, har jeg rejst rundt med ham i otte dage for at indfange hans fluktuerende historie og porøse personlighed med min båndoptager. Jeg har set de muskuløse arme udløse aggressionerne i regulære gadeslagsmål. Og høj efter et hundeslagsmål hviskede han en dag til mit ansigt: »Once a soldier, always a soldier.«

Missionæren

Over for Joshua sidder missionæren David Jones, en stærkt konservativ evangelist og missionær fra staten Washington. Efter at han har solgt sit softwarefirma, har han viet sit liv til Liberias økonomiske og moralske genrejsning. Han lader hænderne køre gennem den hvide manke, der er redt sirligt tilbage.

Også han taler usandt. »Jeg er kun et eneste lille skridt fra helt at ændre den måde, uddannelse fungerer på i Afrika. Tro mig. Det bliver en revolution,« siger han og fabler om ny teknologi og mobilnetværk.

Men der er ikke mange tegn på, at han er et mulehår fra at ændre uddannelsen i Afrika. Eller bare Liberias uddannelsessektor for den sags skyld. Tværtimod er landet sunket dybere ned i en pøl af pis; først kom borgerkrigens udbrud i 1989, så skiftende epidemier af AIDS og malaria. Og da fredens sårskorpe synes nogenlunde at være dannet, hærgede ebolaen det lille vest­afrikanske land med 4,5 millioner indbyggere.

Måske tror missionæren selv på det. Men jeg har set hans nedslidte skole, hans håbløse projekt i et land uden håb.

David Jones agerer en slags hellig alfons for Joshua, falbyder den transformerede General Butt Nakeds utrolige historie i Guds eget land. Hjælper til med at udgive Joshuas bøger over there. Og samler penge ind til Joshuas ngo, der arbejder på at rehabilitere tidligere børnesoldater og lære dem om Frelseren. De mangler bare lige en million dollar, så har de Liberias første narkotika-afvænningscenter.

David Jones ser salvelsesfuldt på mig. Der er noget provokerende selvsikkert ved hans væsen. »If Joshua can be forgiven, there is hope for us all.«

Er der også håb for mig? Fedtet fra en kyllinge­vinge løber ned ad min kind, mens jeg lyver gennem tænderne. Jeg er her for at fortælle om Liberias genrejsning og Joshuas transformation, beretter jeg. Og på papiret er det sandt nok.

Men det er også løgn. For jeg ønsker at afsløre Joshua, trække bukserne af ham, demaskere bæstets hykleriske snak om tilgivelse. Og min reelle drivkraft er at suge blod fra historien; jeg føler mig simpelthen mere i live midt i armoden og adrenalinen. Samtidig flygter jeg fra mit eget familieliv, der smadrede som en lerkrukke på et stengulv. Det kan jeg bare ikke indrømme over for Joshua. Han er min vært, min kilde, min beskytter.

Det olieflimrende kyllingeskind knaser i min mund. »Hold on, son.« David Jones tager min hånd. Han har missionærens bløde pikhud på fingrene. »Father bless this meal.« Jeg brummer modvilligt med på bordbønnens afsluttende amen.

Krigsforbryderen flår straks sin kylling fra hinanden, missionæren piller sirligt sine rejer. Joshua og jeg skyller dagens voldsomme indtryk ned med Coca-Cola. Missionæren var ikke med. »Tell me son, how it was out there, today?«

Guds gaver til de fattige

Jo, hvor fanden skal jeg begynde? I formiddags rullede vi ud i Monrovias værste slum ikke så langt fra det infernalske marked, Red Light. Joshua ville dele Guds gaver ud til de fattigste. Eller måske mere mine gaver end Guds. Han begynder med at kræve 50 dollar af mig til at købe ris, fisk og grøntsager på markedet.

Jeg forsøger at undslippe ved at påberåbe mig min journalistiske uafhængighed, men Joshua glor bare olmt på mig. Jeg lister en halvtredser op af lommen. Hvad fanden, det meste går vel til et godt formål.

Jeg har forladt vanviddet. Det har forladt mig. Tilgivelse er mulig, tilgivelse er Herrens største gave til os. Selv for en tidligere djævel.

Joshua Blahyi, den tidligere krigsherre general Butt Naked

På markedet antaster en soldat Joshua. Jeg forstår ikke situationen, noget med, at den olivengrønne Landcruiser holder ulovligt parkeret, jeg kan læse vreden i Joshuas ansigt. Han detonerer uden varsel. Brøler soldaten direkte ind i hovedet, flår i hans uniform, spyttet flyver i små perler. Er det Butt Naked, der titter frem? Soldaten kæmper imod. Opgiver. Joshua kyler en sæk med ris ind på bagsædet, flår fordøren op. Joshua stikker mig en lilla vest. »Proud Liberians against drug abuse«, står der på min mave.

Joshua har hele sit entourage af håndlangere med. Der er Devlin, den tidligere børnesoldat under borgerkrigen, sidenhen lejemorder og narkoman. Det var, før han mødte Jesus.

Der er Wilson, som bærer kuglernes tydelige ar i det mærkede ansigt, også han er tidligere børne­soldat og sidenhen bodyguard for diktatoren Charles Taylor. Og så fem unge knægte med døde øjne, som jeg mindes at have set hænge ud i Joshuas compound. Alle tidligere kriminelle.

De fem drenge kravler op på taget af Landcruiseren, hægter sig fast, mens Joshua bestiger vejens mudderbjerge. Vi kører ind i ghettoen, og allerede inden vi har åbnet bilerne, er vi omringede. Gule øjne, stikkende blikke. Aggressionerne er luftbårne.

Joshua træder ud, hans håndlangere omringer os, beskytter os mod massen af kroppe, der river i os, flår, råber, truer. En bølgende, uforudsigelig vold, der endnu ikke har foldet sig ud i fuldt flor.

Joshua peger på sin mave, »Proud Liberians against drug abuse«, han peger på sækken med ris, jeg kan høre kreolske gloser, fanger brudstykker, ordet Jesus med tryk på Jeeee. Masserne lytter, taler, lytter igen.

Der er ild i Joshua, eller er det Butt Naked? Han virker frygtløs, munden et gevær.

Jeg har lyst til at være alle andre steder end i midten af massen under et cedertræ med arret bark. Prøver at indfange lyden af den sitrende vold i min recorder.

Levende døde

En ung mand med hårde øjne nedstirrer mig. »I hvide kommer altid her, tager fotos, lover os hjælp – og stikker så af.« Justin, hedder han. Han er lokal beboer, men fungerer som socialarbejder. Han trækker i mig, »kom med.«

Devlin følger mig som en mørk skygge, min bodyguard, hele tiden parat til slangehug, hvis den hvide dreng kommer i fare.

Justin peger ud over, hvad der ligner en kirkegård. »Det er her, vi bor. Se på det! Det er en skændsel.« Gravene er små monumenter. De døde hviler ikke under mulden, men i små flisehuse oven på jorden.

En mand, eller nærmere en bylt, ligger i fosterstilling oven på en grav. »Rest in heavenly peace« står der indgraveret i flisehuset under ham. Sover han? Er han død? Levende død?

Justins harme flyder ud. Mens han spytter, hvæser og lyner, går det op for mig, hvad han fortæller. Kirkegården er invaderet af omkring 400 hjemløse, junkier, udskud og tidligere børne­soldater, der absolut ikke har andre steder at gå hen. De banker hul i gravene, sover i kisterne.

Joshua Blahyi. Foto: Knud Brix
Joshua Blahyi. Foto: Knud Brix

Først nu sender min hjerne signal om stanken. Min mave vender sig. En mand kravler ud af en grav. Dunsten af menneskelig forrådnelse, levende døde og ligsaft. Mellem to grave er et interimistisk telt banket op.

Justin beretter om syfilis, aids, gonorré, malaria. Og om ligsafterne, der løber ud på grund af regntidens massive vandmængder.

Han peger. En krum mand med bylder; hans ben er et oprørt hav af blærer, blodpletter og små væskende vulkaner. Ingen burde bo sådan her, runger det i mit hoved.

Nu er jeg altså nået derhen, i helvedes inderste kreds, og jeg vil ud. Jeg har mistet tidsfornemmel­sen, ved ikke, hvor længe vi har været der. Forsøger at rapportere til min bånd­optager, men omfanget af lidelse kan ikke indfanges. Der mangler dimensioner, lugte – og min rådvildhed over egen uformåenhed.

Bøn om tilgivelse

Joshua har fyret op under en gryde, to ældre kvinder stamper i gryden med en stor gren. Tanken om mad forstærker min kvalme.

Ordene fra Joshuas selvbiografi spøger i mit baghoved. Hans eget vidnesbyrd, jeg slugte det, hans bøn om tilgivelse. Om hvordan han blev født ind i Khan-stammen, viklet ind i det snørklede net af etniske minoriteter. Om hvordan han blev børnepræst i stammen og deltog i menneskeofringer.

Borgerkrigen, der gjorde ham notorisk berygtet. Han ofrede børn rituelt, drak deres blod, brugte hvide gidsler som menneskelige skjolde, trak børn og unge under vandet som en krokodille og lod historierne om drukning skabe rædsel, skabe sig et navn.

I borgerkrigens sidste dage steg Jesus ned fra en røgsky og omvendte ham, må jeg forstå. Sidenhen flygtede han til Ghana, Nigeria og Elfenbenskysten, hvor han blev præst og læste som en rasende i Bibelen.

Jeg har forsøgt at verificere en del af fortællingerne, noget viser sig at være sandt, andet svæver ud i potentiel mytomani. For Joshua har brugt sin historie til at blive herostratisk berygtet.

Da en forsoningsproces blev indledt i 2008, vendte Joshua hjem og stillede sig op foran de rullende kameraer og proklamerede over for hele nationen, at han var personligt ansvarlig for at have taget 20.000 menneskers liv. Han undskyldte, angrede og bad om tilgivelse. Lukkede op for den dybe stemme, der sidenhen gjorde ham til en populær vækkelsespræst.

Joshua hiver mig ud af tankerne: »Do you want to meet a female fighter?« Han ser spørgende på mig. Klart. Hun skal lige ryge crack, så er hun klar.

Jeg sætter mig på en bænk, venter. En stoisk kvinde på omkring de 40 skrider hen imod mig. Hendes øjne er let gullige, ellers ingen tegn på misbrug. Hun er som trådt ud af et mode­magasin, hvem fanden er det, hun ligner? Naomi Campbell! Hun ligner Naomi.

Commander Maude

Kvinden sætter sig, hendes stemme er tør og varm. Langsom, rolig. Vil hun fortælle sin historie? Også hvis den kommer i medierne i Europa? Hun nikker.

Hun var kun en pige. 11 eller 12. Hun meldte sig selv til oprørshæren, fordi hendes familie var blevet truet, dræbt og forfulgt. Måske var der sikrere på en af baserne, tænkte hun.

Hun blev maskot for hæren. En levende maskot. Den lille pige med kalashnikoven. Fik lov til at løbe forrest i krig. Hun faldt ikke. Hun fik et navn, Commander Maude. Hun var et bytte. De ville voldtage hende, men hun strittede imod. Hun dræbte én, der forsøgte. Så lod de hende være, fortæller hun.

Hun så Butt Naked. Han var i trance. Han svingede med en machete. Han havde fjer og tøjstrimler i håret. Han var uden frygt. Han stod på 19th Street i Monrovia den 6. april 1996, den dag han første gang optrådte nøgen, sejlede ind fra mangroverne med sine krigere og befriede en oprørsleder, Johnson, som sad i Taylors varetægt. Hans nøgne børn var omkring ham. Hun frygtede ham.

Joshua springer ud og vælter den unge mand, der har udbasuneret fornærmelsen, omkuld, helt uden tøven. En leopard, et spring, det er ikke Joshua, det er Butt Naked.

Senere mødte hun Charles Taylor, fik arbejde i hans palads. Maude forelskede sig i sønnen til en af Taylors fine embedsmænd i jakkesæt. Sønnen var sød. De grinede. Hun blev gravid. En pige. Embedsmanden blev vred. Barnet blev taget fra hende. Hun fik penge. Nu bor pigen i England. Embedsmandens søn havde dobbelt statsborgerskab. Hun savner hende. Hun bor i en grav. Hun ryger crack. Jeg har ingen mulighed for at dobbelttjekke historien. Hun græder på min skulder. Jeg græder. Klemmer hendes hånd.

Joshua står under cedertræet og langer mad ud. Han smiler og taler om Jesus. Joshua har vendt stemningen, og vi forlader ghettoen. Joshua ville være en fin fyr, en sjov og karismatisk gut, hvis ikke jeg kendte hans historie.

Joshua vifter med et par billetter fra forsædet. Han har skaffet os adgang til en afgørende fodboldlandskamp, Liberia mod ærkerivalerne Sierra Leone, to lande flettet ind i hinandens borgerkrige via diamanter, blod og russiske våben. Kun ét land går videre i VM-kvalifikationen, måske hele vejen til Qatar 2022. En drøm om flugten væk fra lortehullet, som enhver knægt, der sparker til en lædersut i Monrovia, bærer i hjertet.

»I want to see blood«

En levende, fedtet menneskemasse bevæger sig hen imod Samuel Doe Stadium, opkaldt efter diktatoren, der fik skåret ørerne af, før han blev slået ihjel for rullende kamera.

Joshuas Landcruiser pløjer sig gennem mængden. Han kører simpelthen ind i folk, bumper dem væk med sin kofanger. Vi parkerer ved siden af præsidentens eskorte, George Weah, fodboldhelten, der spillede i de store europæiske klubber, naturligvis er han den rette til at genrejse nationen.

På stadion hersker en underlig ro. Folk har ikke råd til billetter, tribunen er kun halvfuld. Så længe det varer. Efter en scoring til Liberia kan jeg høre tumult, råb, folk, der vælter ind på tribunerne. En bølge af mennesker spurter mod stadion. De må have væltet hegnet. Nu fyldes stadion med massernes maniske hunger.

Da dommeren fløjter kampen af, efter ni minutters overtid, har Liberia vundet. Spillerne sætter i løb mod tunnelen til omklædningsrummet. De spurter. Folk springer ned fra det høje hegn og løber efter dem. Flere spillere når ikke ud. De bliver flået, strippet for deres spilletrøjer og fodboldstøvler. Stadionspeakeren trygler forgæves folket om at forlade banen. En bølge af tåregas rammer os, jeg genkender den skarpe smag i ganen, øjnene, der krummer sig sammen i smerte.

Joshua venter klogt med at sætte vores lille selskab i gang mod udgangen, indtil tåregassen har fået bugt med de værste slagsmål og bane­løberne til at forlade det kogende stadion. Vi pløjer ublidt gennem den festende menneskeklump på stadionalléen.

»Fuck you, General Butt Naked, you pussy, you murderer.« Råbet går klart igennem. En gruppe unge mænd har spottet Joshua, fuckfingrene flasher i lygterne.

Joshua springer ud og vælter den unge mand, der har udbasuneret fornærmelsen, omkuld, helt uden tøven. En leopard, et spring, det er ikke Joshua, det er Butt Naked. De andre unge mænd falder over Joshua. Devlin stormer ud af bilen i bar mave og kaster sig ind i kampen. Næver, eksplosion, energiudladning.

Joshua river sig løs og vælter ind på forsædet, men to andre håndlangere må trække Devlin ud af klumpen. Devlin brøler: »I want to see blood. I want to see blood.« Den rå, dyriske aggression, blodtørsten, aldrig har jeg set den så tæt på, øjne, der lyser af had.

Det sidste ord

Tilbage på hotellet smider jeg mig på sengens lilla tæppe, mit bløde velour-hav. Joshua vil banke på om lidt. Vi har en aftale. Det er min sidste nat. Mangler bare et enkelt interview med Joshua, konfrontationen.

Almindelige spørgsmål virker ikke på Joshua. Jeg kan ikke afsløre ham. Der er ikke nogen bukser at trække ned, han er for fanden stadig Butt Naked, har aldrig været andet. Bæstet er kravlet i venteposition i hulen.

Jeg kender lyden af Joshuas slag på døren. Han sætter sig. Vi danser en verbal vals. Han holder krampagtigt fast i Jesus. Tilgivelsen. Jeg angriber ham. »Det er bullshit, jeg har jo set dig slås.«

Han parerer. »Volden findes i mig, det handler om, hvad du gør ved den.«

Men kan alt så tilgives?

»Ja, så længe du angrer. Så længe du overgiver dig til Jesus. Jeg har fundet Herren. Jeg er hans slave.«

Hvis du ikke skal i helvede, hvem skal så?

»Det skal han, som ikke tror.«

»Jamen, jeg tror ikke, jeg er tvivler. Så du, som har myrdet, kommer i himlen, mens jeg, som er en artig lille tvivler, kommer i helvede?«

Han slår ud med de kødfyldte arme. Kun Herren kender svaret.

Undervejs til lufthavnen kan jeg stadig ikke rigtig tro, at jeg er på vej til at slippe væk. Damen ved check-in er sur. Håndbagagen er for tung. Jeg overvejer at smide Joshuas selvbiografi ud. Jeg er færdig med ham. Eller er jeg? Lader fingrene løbe gennem siderne. Hvad fanden, en hilsen fra Joshua.

»Dear Knud. No matter who you are and what you came to me for, you are different from the many others. Me and my boys will never forget your spirit.«

Måske har han ret. Måske er jeg ikke som de andre. Måske er jeg ikke journalist. Måske er vi ikke så forskellige. Jeg kan ikke opponere. Ikke svare. Jeg vælter ned i flysædet. Han fik det sidste ord.

Side 11