Kronik. Hvem har brug for folkestyre, når man kan få et frit marked i stedet? Historien viser, at markedsliberale kontinuerligt har forsøgt at omforme, begrænse og afskaffe det traditionelle demokrati.

Bedre end demokratiet

Bedre end demokratiet

 

Af Niklas Olsen, lektor og, dr.phil. Saxo-Instituttet Københavns Universitet
og Jacob Jensen, Postdoc, ph.d. Saxo-Instituttet Københavns Universitet

Den medievante CEPOS-analytiker Jonas Herby skriver på sin Facebook-profil, at »Markedet er alternativet til demokratiet«. Citatet, der stammer fra den amerikanske libertarianer Bryan Caplan, minder os om, at markedsliberale teoretikere er dybt skeptiske over for demokratiet.

Denne skepsis har dybe rødder. Ligesom mange andre politiske aktører var liberale i det 17. og 18. århundrede anti-demokrater. De identificerede kort sagt demokrati med pøbelvælde. De markedsliberale fastholdt deres demokratiskepsis, da det folkelige krav om politisk medbestemmelse og medejerskab af samfundets ressourcer steg i styrke i starten af det 20. århundrede. Siden da har markedsliberale aktivt forsøgt at omforme, begrænse og afskaffe demokratiet på bekostning af markedskræfterne, og de har kontinuerligt såvel accepteret som inspireret stærkt anti-demokratiske samfundsordner.

Et af de tidligste forsøg på at omforme demokratiet blev foretaget af den østrigske økonom Ludwig von Mises i mellemkrigstiden. I en kritik af socialistiske ideer om økonomisk planlægning, som Mises mente ville føre til økonomisk ineffektive og totalitære samfund, lancerede han en indflydelsesrig idé om et markedsdemokrati. Ifølge Mises er der klare paralleller mellem politisk demokrati og markedsdemokrati, men markedet er det politiske system stærkt overlegent, fordi det tillader individet at deltage i samfundets processer uden at skulle lade sig begrænse af flertallet, og fordi det spontant – og på daglig basis – leverer, hvad folket ønsker. »Anskuet fra denne synsvinkel,« skrev han, »er det kapitalistiske samfund et demokrati, hvor hver øre repræsenterer en stemmeseddel. Det er et demokrati med et øjeblikkeligt genkaldeligt imperativmandat. Det er et forbrugerdemokrati.«

Mises’ syn på markedsdemokratiet som en mere repræsentativ institution end det politiske demokrati stod i eksplicit modsætning til traditionelle forestillinger om den demokratiske proces. Idet folk har forskellige økonomiske råderum, nyder borgeren som forbruger imidlertid ikke samme grad af frihed og lighed i markedet som i det traditionelle demokrati, og således legitimerede markedsliberalismen fra starten politiske såvel som økonomiske uligheder.

At Mises’ analogi mellem markedet og demokratiet ikke handlede om en egentlig politisk orden, ses ved, at han billigede brugen af stærkt anti-demokratiske midler for at opretholde den økonomiske orden. I 1927 hyldede han i en bog med titlen Liberalisme den italienske fascisme for at være fuld af gode intentioner. Den var i hans øjne en nødvendig midlertidig løsning i kampen for at bevare den private ejendomsret mod socialismen og kommunismen. Som rådgiver for Engelbert Dollfuss’ autoritære regime i 1930rnes Østrig bifaldt Mises på en lignende baggrund nedkæmpningen af arbejderbevægelsen.

En af de mange markedsliberale, der har forsøgt at begrænse demokratiet, er Mises’ protegé, den østrigske økonom Friedrich Hayek, der med udgivelsen af The Road to Serfdom (1944) indtog rollen som leder af den markedsliberale bevægelse. Argumentet i bogen lyder, at statslig kontrol af den økonomiske aktivitet gennem central planlægning uundgåeligt vil føre til undertrykkelse af individuel frihed. I bogen udfoldede Hayek desuden en kritik af demokratiets principper. Ligesom Mises var Hayek i princippet tilhænger af demokratiet, men han understregede: »Vi har imidlertid ingen intention om at fetichere demokratiet. Det er meget vel sandt, at vores generation taler og tænker for meget om demokratiet og for lidt om de værdier, det tjener.«

Hayek understregede desuden, at der kan være meget større kulturel og religiøs frihed under et autokratisk styre end under visse demokratier. I hans senere arbejde fokuserede han på at udtænke forfatningsændringer med henblik på at indkapsle markedet mod demokratisk flertalsstyre. Blandt andet foreslog han, at parlamentet skulle have et øvre kammer, bestående af en lille gruppe repræsentanter af »moden alder«, der skulle sidde i perioder på op til 15 år, så de ikke skulle bekymre sig om at blive genvalgt.

Hayeks præference for en stærk autoritær leder, der implementerer en markedsøkonomi, frem for en demokratisk valgt socialistisk leder, er umulig at adskille fra de to besøg, han i 1977 og 1981 aflagde Chile under diktatoren Augusto Pinochets styre. På trods af reportager om Pinochet-regimets brutalitet var Hayek imponeret over udviklingen i landet. I et senere interview gentog han sin støtte til Pinochet med ordene, at »et diktaktur kan være nødvendigt i en overgangsperiode«.

Flere andre markedsliberale besøgte Chile og rådgav Pinochets styre. Det er veldokumenteret, at Chicago-skolen, hvis fremmeste eksponent var Milton Friedman, spillede en vigtig rolle i de økonomiske reformer, styret gennemførte i 1970erne. Mindre kendt er det, at James M. Buchanan, der ligesom Hayek og Friedman modtog Nobelprisen i økonomi, bidrog til ændringerne af den chilenske forfatning og indførelsen af drastiske reformer af arbejdstagerpolitik, social sikkerhed, uddannelse, sundhed, regional decentralisering, landbrug og domstole. Reformerne trak på Buchanans såkaldte public choice-tilgang til politik, som afviser forestillingen om, at vælgere, politikere og bureaukrater tjener det fælles bedste, med det argument at folk er lige så egeninteresserede i politik, som de er på markedet. Derfor må staten mindskes og overlade langt flere opgaver til markedet gennem reformer og forfatningsændringer som i Chile.

Ideen om at afskaffe demokratiet til fordel for et frit marked er blevet foreslået af den libertarianske bevægelse, som blev grundlagt i efterkrigstidens USA som svar på statens vækst og udenrigspolitiske adfærd. Økonomen Murray Rothbard, en stærk modstander af demokrati forstået som flertalsstyre, var en af bevægelsens fremtrædende figurer. Inspireret af Mises gentænkte han anarkismen som et markedssamfund, hvor staten er afskaffet. Det betyder, at firmaer skal varetage politi-, militær- og domstolsopgaver.

Rothbard havde et aristokratisk syn på markedet som stedet, der åbenbarer naturskabte uligheder mellem mennesker, og han afviste demokratiets lighedstanke med henvisning til naturskabte biologiske variationer. Han mente, at det »naturlige aristokrati« med deres overlegne, naturgivne evner skal lede masserne, som på grund af deres ringere biologiske evner bliver følgere.

Rothbards libertarianske demokrati-skepsis er blevet videreført af hans arvtagere, blandt andet tysk-amerikaneren Hans-Hermann Hoppe, der i 2001 udgav bogen Democracy: The God That Failed. Hoppe mener, at demokratiet har ført til den vestlige civilisations forfald og plæderer derfor for en afskaffelse af staten til fordel for et frit marked baseret på den frie ejendomsret. Dette indebærer retten til at nægte homoseksuelle, jøder, muslimer og hjemløse adgang til fremtidens anarkokapitalistiske bysamfund.

Rothbards og Hoppes anarkokapitalisme har spillet en vigtig rolle i USA. Rothbard var blandt andet en central figur i dannelsen af The Libertarian Party og tænketanken Cato Institute, der begge er med til at presse Det Republikanske Parti mod højre. Senest har deres ideer inspireret dele af den såkaldte alt-right-bevægelse, der har fået stor opmærksomhed i kølvandet på valget af Donald Trump. Alt-right-bevægelsen er ligesom Rothbard og Hoppe dybt optaget af de biologiske forskelle, naturen angiveligt skaber, og kæmper imod ethvert forsøg på at udjævne disse hierarkier.

Fælles for de nævnte markedsliberale, hvad enten de ønsker at omforme, begrænse eller afskaffe demokratiet, er, at de giver det økonomiske forrang og afviser eller nedprioriterer demokratiske idealer om lighed, samtale og flertalsstyre. Det er baggrunden for, at en analytiker i CEPOS kan fremstille markedet som et alternativ til demokratiet.

Side 59