Af Lisa Agervold, forhenværende professor
I en længere artikel søger Lone Frank at diskvalificere kritikken af nogle få navngivne behandlere og forskere af kønsidentitetsproblemer. Vi må forstå, at såkaldte transaktivister lukker munden på seriøse forskere og behandlere. Antitranslobbyens gamle travere trækkes af stald: Kenneth Zucker blev fyret, Marcus Evans måtte gå fra Tavistock-klinikken i protest, og Lisa Littman fik urimeligt kritiseret en artikel. Men det, Frank undlader at se på, er substansen i kritikken, for kritikken kommer først og fremmest fra andre fagfolk.
Zuckers synspunkt, som også bruges af Evans, er, at langt de fleste børn med kønsidentitetsproblemer, cirka 80 procent, forvinder disse, og derfor skal man ikke tage udgangspunkt i deres oplevelse af eget køn, endsige behandle med hormoner. I stedet skal man arbejde med reparationsterapi: Barnet skal bekræftes i sit biologiske køn, og man skal for eksempel undgå samvær og legeaktiviteter med børn af det modsatte køn.
Behandlingstilgangen kritiseres af AAP (sammenslutningen af pædiatere): De konkluderer, at reparativ behandling er uden succes, men skadelig, og anbefaler »en behandling, som er orienteret mod en forståelse og anerkendelse af den unges kønsoplevelse«.
Et omfattende forløbsstudie af K. Olson et al. fra 2015 og 2018 konkluderer, at børn, der støttes i deres kønsidentitet og får lov til at leve i deres foretrukne køn, udvikler sig som jævnaldrende med lavere niveauer af internaliseret psykopatologi end børn, der fastholdes i deres medfødte køn.
Littman var med til at lancere en påstået ny diagnose, »Rapid Onset Gender Dysphoria«, ROGD, som hævder, at teenagebørn fra den ene dag til den anden erklærer sig som transpersoner, og ser dette som en social smitte fra andre unge. Diagnosen er afvist af World Professional Association for Transgender Health, som udgiver vejledningen Standards of Care (normgivende for behandling overalt, se Sundhedsstyrelsen):
Endelig tages spørgsmålet om fortrydelse op, og det antydes, at det gælder for mange, og nogle enkeltcases trækkes frem. Men i en af de bedste undersøgelser heraf (C. Dhejne, 2017) viser resultaterne, at 2,2 procent fortryder (ud af 681 personer), og at tallet er faldende. Der er tale om en svensk kohorteundersøgelse, som omfatter alle behandlede transkønnede i Sverige, der har søgt om kønsskifte de seneste 50 år.
Dette er et debatindlæg og udtrykker derfor alene skribentens holdning. Forslag til debatindlæg sendes til opinion@weekendavisen.dk.
