Grundet coronakrisen måtte haute couture-ugen afvikles på internettet. Resultatet føltes lidt som at stikke tungen ud ad vinduet. Normalt er de euforisk outrerede opvisninger af skrædderkunstens ypperste og dyreste formåen lyslevende, tætpakkede tilløbsstykker. Deres ærbødige har haft det privilegium personligt at bivåne »Frankrigs stolte særpræg« hver januar og juli i Paris siden 1985. En del af fornøjelsen har unægteligt været en fryd over at sitte med blandt de karrigt udvalgte, som allernådigst får tildelt en plads.

Der er ikke mange danske haute couture-kunder. Ergo ser de afsindigt hovskisnovski haute couture-pressefolk ingen åbenlys årsag til at begunstige lille Danmark med en internationalt eftertragtet h.c.-invitation. Man mailer, ringer og snakker for sin syge moster i månedsvis, før haute couture-ugen begynder. Og når det endelig er lykkedes at komme ind i varmen, bliver ens veldædige invitationsgiver måske forflyttet, og så ender man atter på herrens mark. Showene gør en høj af stress og spænding. Men allerede i januar føltes det mistænkeligt smittefarligt at gnubbe skuldre med kinesiske milliardærkunder på navngivne guldstole i ofte timelange ventetider, rigt underholdt af lækkert lydmix og åbenmundet begloelse af et tjekket kendis-publikum. Virussen kender ikke forskel på Kong Salomon og Jørgen Hattemager.