Vist vil den komme, juliaftenen med sommerregn på skifertaget og kaprifolieduft gennem vinduerne fra den våde muld udenfor, og når det sker, ved jeg præcis, hvad vi skal lave.

Scenen er familiesommerhuset i Østjylland, selskabet er svigerfar, som selv har bygget det, samt svigerinden og hendes familie, og spillet hedder Dygong. Leksikalt er det så vidt vides en uddød hvalart på fire-seks meter, men for os betegner det en feriesyssel, en livsstil ligefrem, og den foretrukne fællesaktivitet, når vi er sammen. Det er spillet, man finder frem, når hidsige dryp forvandler drivhustaget til et trommeskind, mens badetøjet på tørresnoren må vente til i morgen med at blive tørt, og Krambambulien finder vej til de små glas.