1900-1925. Let, tætsiddende tøj med bevægelsesfrihed var en radikal nyskabelse i den europæiske garderobes lange historie. Med tøjet fulgte mobilitet og nye muligheder, især for kvinder. I dag tager vi det for givet.
Den store frigørelse
Den tog 100 år og en krig at ændre grundlæggende på den vestlige garderobe. I 1910erne kom kvinderne endelig ud af de stive korsetter og mange lag af undertøj. Revolutionerne i 1800-tallets Europa havde startet en langsom bevægelse mod ligestilling af alle borgere, og som sidegevinst begyndte grænserne i garderoben også at bløde op – uendeligt langsomt. Allerede i 1800-tallet talte læger og aktivistiske kvinder for, at kvinders tøj skulle give mere plads til fri udfoldelse, og Elizabeth Smith Miller og Amelia Bloomer promoverede i 1851 deres nye »tyrkiske« tøjstil med løs kjole over løse bukser, og snart opstod en forening for reformtøj komplet med baller og picnics. Meget sigende blev de nye bloomers dog hurtigt integreret i den konservative, stramme garderobe.
Op til år 1900 sværmede man nostalgisk for renæssance, barok og rokoko i både arkitektur, boligindretning og tøjstil: Volumen var trumf! Tunge møbler, tunge tekstiler, masser af fylde til ærmer og hatte, masser af draperinger og flæser – og stadig knælange jakker og himmelstræbende hatte til herrerne. I dag overlever stilen i høj grad i vampyrfilm som udtryk for flamboyance og verdensfjernhed.
Del:
