Kronik. DR pakker antikapitalistisk propaganda ind i blide stemmer og smukke kvinder.

Røde lejesvende

Røde lejesvende

Det er kapitalismens skyld. Sådan konkluderer DRs podcast Tynd og glad?, hvis vært for nylig gæstede Weekendavisen til en snak om, hvorfor vægt fylder så meget hos så mange kvinder:

»Bliver kvinder virkelig glade af at være tynde? Og er det et kropsideal, de ønsker at give videre til deres døtre, generation efter generation? Selv voksne kvinder med succesfulde jobs, kærester og børn bruger en stor del af deres vågne tid på at bekymre sig om, hvorvidt de er for tykke. Hvorfor? Det har vært og tidligere fotomodel Alberte Clement Meldal inviteret den unge fremadstormende filminstruktør Anna Emma Haudal med til at undersøge,« lyder DRs beskrivelse af den otte afsnit lange podcast.

Allerede i afsnit to står det klart:

»Den største sygdom af dem allesammen, det er jo kapitalismen. Det er jo en massakre. Kapitalismen er en massakre, det er jo det, der ødelægger os i bund og grund,« lyder den hårde dom fra Anna Emma Haudal. Det er, da Johanne Kirstine Fall læser op fra sin debutroman Der er altid nogen at befri, som omhandler en ung anorektisk pige, at det bliver tydeligt for Haudal, at anoreksien ikke er problemet: »Det er alt det udenom. Anoreksien er konsekvensen af ideen om, hvad succes er, som er noget, kapitalismen har skabt i hovedet på os«.

Sådan lyder altså Haudals dom over kapitalismen, og Meldal stadfæster den i afsnit tre. Meldal stiller ikke uddybende spørgsmål om, hvordan kapitalismen helt præcist ødelægger mennesker, og der introduceres ikke alternative analyser. Tværtimod.

I afsnit seks får vi at vide af professor Thorkild Sørensen, at »jo mere velfærdsstat, det vil sige jo mere solidarisk samfund du har, jo mindre fedme er der«. Og videre, at fedmeepidemien eksploderede under den britiske premierminister Margaret Thatcher, da hun gik »i kamp, ja nærmest borgerkrig, med fagforeningerne og fjernede en lang række sociale velfærdsordninger«. Det samme gælder i øvrigt den amerikanske præsident Ronald Reagan, argumenterer Sørensen.

Da Alberte Clement Meldal spørger ind til Haudals tanker herom, svarer hun, at hun »føler sig magtesløs«, da hun »altid har troet, at man kan tage ansvar for sin krop«. I stedet viser det sig, »at jo mere ansvar der bliver lagt over på det enkelte individ, jo større bliver fedmeepidemien«. Instruktøren afslutter med, »at vi skal acceptere et kontroltab«, da det har stor betydning for det generelle forhold til kroppen, vores egen krop og ikke mindst hinandens kroppe.

Hverken Thorkild Sørensens politiserede udlægning eller Haudals bastante udtalelser, som ellers giver anledning til talrige spørgsmål, udfordres. Gør de socio-politiske omstændigheder, man er født ind i, at man skal fralægge sig alt ansvar for sin krop? Og til hvem/hvad skal vi afgive denne kontrol?

I afsnit syv belæres vi om, at Jesus, Brad Pitt og de græske statuer med deres sixpacks og tydelige muskler er skåret efter, hvad Dina Amlund, kulturforsker og tykhedsaktivist (Amlunds egen benævnelse), kalder det »fascistoide kropsideal«. Det er den samme Dina Amlund, som ved tidligere lejligheder har argumenteret for, at selve »tykheden« ikke er et sundhedsmæssigt problem, men derimod den eksisterende »tykfobi«. Hun uddyber i programmet, at tykke mennesker er ofre for en strukturel modstand og altid vil starte i minus, og en forudsætning for at være både et tykt og glad menneske indebærer en bevidsthed om den kontrollerende og undertrykkende »tykfobi«, vi lever med.

Holder man ud til den bitre ende, vil man i afsnit otte høre Anna Emma Haudal konstatere, at velfærdssamfundet, folkets tillid til magten og en tryghedsskabende stat har en »kæmpe værdi«. Og her slutter vi. De mange antikapitalistiske og statsforherligende indslag bliver aldrig gjort til genstand for kritik af DR-podcastens vært, Alberte Clement Meldal, men får lov at fremstå som den skinbarlige sandhed. Hun søger aldrig at be- eller afkræfte kapitalismens (u)skyld.

Man kunne eksempelvis have interesseret sig for udviklingen i vægt sammenholdt med udviklingen af velfærdsstatens størrelse. Man kunne også spørge, om størrelsen af velfærdsstaten med rette kan oversættes til solidaritet? Meldal kommer ubevidst ind på det i afsnit seks, da hun spørger den nu modløse Haudal, om ikke det er positivt, at solidaritet, omsorg for hinandens ve og vel, sikkerhed og tryghed gør, at vi ikke udvikler fedme? Desværre handler det også kun om velfærdsstaten. Men hvad med familien, kulturen og religionen som samlingspunkter og tryghedsskabende alternativer til staten – er her ikke noget at undersøge? Og hvad med den identitetspolitiske stammetænkning, hvor man er nærmest besat af at neutralisere menneskers køn, hudfarve og seksuelle observans. Hvad gør det ved kvinders selvopfattelse?

Man kan undre sig over, at den store Mefisto i Tynd og glad? er kapitalismen, når det er det samfundsøkonomiske system, som har løftet flest ud af fattigdom og givet mennesker bedst mulighed for at indrette deres egen tilværelse. Hvorfor bliver kapitalismen taget til gidsel som årsag til kvinders (angiveligt) evindelige fokus på krop og vægt? Den foreskriver hverken, hvordan man bør se ud, eller hvad man bør købe, og den definerer heller ikke succes. Kapitalismen fremelsker ikke idealer, det gør vi selv. Derimod muliggør den, at Haudal kan købe franske hotdogs og Amlund ekstra stort tøj – indkøbsvaner, vi hører om i podcasten.

Man fristes til at gentage SFs gamle basker »det ku’ være så godt«. Kvinders komplekse forhold til deres krop, herunder vægt, er et aktuelt, interessant og ikke mindst vedkommende tema for begge køn. Den vanlige og forudsigelige kapitalismebashing er dog letkøbt, uoriginal og ikke mindst kedelig. Tynd og glad? er i bedste fald doven journalistik, i værste fald antikapitalistisk propaganda formidlet med sirenernes blide stemmer via statens radiokanal.

 

Af Lisbet Røge Jensen, cand.merc. og strategidirektør i Berlingske Media, og Lucia Elisabeth Kyle, cand.scient.pol. og PA for Anders Krab-Johansen (koncernchef i Berlingske Media).

I en tidligere version af denne artikel fremgik det ikke, at de to kronikører er ansat i Berlingske Media. Det er nu anført.

Side 13