Kronik. De danske sundhedsmyndigheder forhindrede afgørende forsøg med kendte og sikre lægemidler, der kunne have reddet liv.

Videnskab uden samvittighed

 

Af Stig Ekkert, speciallæge i almen medicin

Danmark har sovet i coronatimen. Vi har misset chancen for en kur mod epidemien – og nu er det for sent. Der er ikke smittede nok, hvilket er ekstremt dejligt, men også synd for befolkningen, når vi alligevel skulle så meget igennem og ikke fik mere ud af det.

Med sundhedsminister Magnus Heunicke i spidsen fik danskerne et valg; det røde eller det grønne scenarie? De belysende grafer, der med al tydelighed illustrerede, at der kun var en mulighed mod COVID-19: at isolere os bedst muligt. Det valg var ikke hele sandheden, og i dag står vi lige så hjælpeløse som før. Sådan havde det ikke behøvet at gå.

COVID-19 er med rette en skræmmende virus, men ikke usårlig.

Fra SARS1 (2004) og MERS (2012) vidste vi, at en hel række kendte midler havde effekt mod coronavirus. Både fra Kina, der stod midt i epidemien, samt fra Australien og Sydfrankrig rapporteredes i videnskabelige tidsskrifter om medicin, der brugt tidligt formentlig hæmmer COVID-19.

I forskning er det sidste ord aldrig sagt, og alt kan altid gøres bedre. Der var helt sikkert mangler i de udenlandske hasteresultater, men mangler kan man leve med. Det er derimod uacceptabelt, at vi ikke i Danmark prioriterede, ja ikke engang tillod behandlingsforsøg med næsten uskadelige, lovende midler som vist i udlandet. Som samfund behøvede vi ikke en mirakelkur, og alene færre indlæggelser eller kortere smittetid ville have gjort underværker og forkortet nedlukningen. Der var meget at vinde og intet at tabe.

Som læger skal vi hjælpe befolkningen og siden videnskaben. Min far, der også var læge og underviste på universitetet, sagde altid: »Pas på de læger, der løfter den videnskabelige fane så højt, at fødderne ikke når jorden.«

Eller sagt på anden måde med renæssanceforfatteren Rabelais’ ord: »Science sans conscience n’est que ruine de l’âme«. (Videnskab uden samvittighed er sjælens ruin).

Jeg foreslog selv et forsøg, der ville have været klar på en måned, men da det skulle ske i samarbejde med et hospital og efter bearbejdelse af professorer og studenter, bekendtgjorde disse, at det ville blive færdigt til juli – næste år. Helt ubrugeligt, og en vaccine vil forhåbenlig til den tid have gjort tidlig behandling overflødig.

Hvad man glemmer i de fremherskende videnskabsmiljøer, er, at der er forskel på situationer. Når der er rigelig med tid, er idealet at kende alle detaljer, men i kriser som epidemier er hastighed afgørende. Ikke så lidt kan vente, når bare det sker under nøje lægelig kontrol. Det var faktisk sådan, penicillin vandt indpas under Anden Verdenskrig – ved at læger dyrkede det i petriskåle og brugte det.

Muligheden, vi forpassede, gjaldt i første omgang hydroxyklorokin. Det halvfjerds år gamle i lægehånd uskadelige malariamiddel, som mange kender fra rejser, og som tusindvis af gigtpatienter herhjemme indtager dagligt. Men hverken det eller andet blev prøvet tidligt i forløbet, og vi er derfor ikke kommet nærmere en kur i det stadie, hvor det kan stoppe epidemier. I stedet blev stort set al tid og alle ressourcer brugt på at søge en kur i Remdesivir, det kostbare nye middel, der er udset til at tjene milliarder til Gilead Pharma. Danmark er godt nok europæisk centrum for Remdesivir, men alligevel: Den prioritering, der er foregået, er næppe i befolkningens interesse. Remdesivir kan muligvis redde nogle af de svært syge lige før respiratorstadiet, men midlet er kun til indsprøjtning under indlæggelse og vil aldrig kunne påvirke epidemien.

Hvorfor blev der ikke brugt tid og ressourcer på hydroxyklorokin, ivermectin, zink, azithromycin og de andre lovende billige og enkle mediciner, som vi har til rådighed og kender bivirkningerne af?

I stedet for at fremme afprøvning af disse midler blev ressourcer brugt på at bekæmpe brugen. Alene formidling af eksistensen af de udenlandske resultater med hydroxyklorokin blev angrebet med hård hånd af Lægemiddelstyrelsens chef, som værende »grundløse og helt uden dokumentation«. Lægemiddelstyrelsen stoppede helt grotesk de praktiserende læger, så der ikke kunne laves forsøg, før patienterne blev indlagt og dermed så syge, at hydroxyklorokin næppe ville virke.

Lægemiddelstyrelsen fulgte siden op med en udokumenteret bandbulle om påstået svensk farlighed fra en svensk sensationsavis. Men bandbullen bremsede de to forsøg, der trods alt var i gang, ved at patienterne forståeligt nok betakkede sig for at indtage »gift«. Siden blev det helt forbudt i Danmark. Farligheden har i øvrigt efterfølgende vist sig at være påvist med fuskede data.

Hvorfor denne stedmoderlige behandling af hydroxyklorokin og andre upatenterbare lægemidler? Kan den være styret af en agenda til gavn for Remdesivir? Allerede den 26. februar udtalte Bruce Aylward, der er WHOs rådgiver: »Der er kun et middel, vi tror på, og det er Remdesivir.« Det var, før der forelå kliniske forsøg, så hvordan kunne han? Hvordan kunne Lægemiddelstyrelsen?

Som læger har vi ingen tidlige værktøjer og står endnu hjælpeløse. Men vi har måske endnu en chance, dog ikke så god som den, vi missede. Fra udlandet kommer lovende forsøgsresultater ind med hydroxyklorokin, ivermectin, zink med videre.

Forsigtighed bør råde, men skal vi i Danmark partout gentage forsøg, der er lavet af dygtige videnskabsfolk i udlandet? Som eksempelvis i det højteknologiske Indien, hvor landets svar på Lægemiddelstyrelsen, ICMR, udvider brugen af hydroxyklorokin til langt flere end de læger og sygeplejersker, der i første omgang beviste en forebyggende effekt mod COVID-19. På baggrund af positive resultater fra tre studier udvides anbefalingerne af hydroxyklorokin i disse dage nu også til politi, redningsarbejdere, øvrigt hospitalspersonale – selvfølgelig under lægelig overvågning.

Nu må danske myndigheder se ud over landets grænser.

Dette er en kronik og udtrykker derfor alene skribentens holdning. Forslag til kronik sendes til opinion@weekendavisen.dk.