Papir. Mie Frey Damgaard viser nye sider af det skrøbelige materiales mange muligheder på Officinet.
Genfødte magasiner
Det ydmyge papir er blevet mere og mere interessant som materiale i kunsten de seneste år. Umiddelbart fladt og skrøbeligt – men med uendelige muligheder for tredimensionelle konstruktioner, udklipning, splejsning, fletning, vridning og drapering, der med lidt snilde kan bevare den flagrende lethed.
Udstillingen Transformationer på Officinet i Bredgade i København viser nye sider af papiret. Mie Frey Damgaard genbruger magasinsider, der splittes op i tynde tråde og genskabes som overraskende organiske 3D-konstruktioner, som så igen kan bruges i kombination med geometriske elementer i en mere stram rammesætning. Eller hun går den modsatte vej og leger med at give det genbrugte papir en overraskende tyngde ved at lægge det i sindrige lag, der skubbes op i formationer som fascinerende pladetektonik. Det er et godt tvist på udnyttelsen af papir som materiale, hvor de lette konstruktioner ofte er fremherskende, for eksempel i Veronica Hodges store installation Cherish af himmelstormende papirblomster i Marmorkirken i 2018, Chris Nastorps delikate installationer af store papirklip, der også udnytter skyggekastningen, eller Jacob Hashimotos vrimlende universer af papirkonstruktioner.
Del:
