Eget næb. Frida Brygmann og Thomas Korsgaards børneromandebut »Minimund« leverer skøre indfald, tvistede talemåder og skarp skolesatire.
Matematiklærermobning
Den otteårige Sylvesters hverdag er en cocktail af mobning, trusler om vold og udskamning, for han er desværre udstyret med en miniaturemund og en diminutiv, egernagtig stemme, der spejler hans manglende mod.
Det lyder i udgangspunktet ret trist, og dog er Sylvester en del af Frida Brygmann og Thomas Korsgaards absolut humoristiske børneroman Minimund, hvor et barns sociale og faglige udfordringer adresseres ved hjælp af magi og satire. Illustratoren Lasse Weinreich bidrager til festlighederne ved at portrættere Sylvester med kæmpe hoved, imponerende strithår og en demonstrativt lille mund. Stemningen hos Brygmann, Korsgaard og Weinreich er som en Wikke & Rasmussen-film. Det er de store spørgsmål om identitet, venskab og retfærdighed, som reflekteres, samtidig med at handlingen er let gak og universet ganske gammeldags. Sylvesters far er chauffør, hans mor er hjemmegående, og de spiser krebinetter og grønærter i skønsom treenighed. Det er ikke familien, som er problemet, men den obligatoriske og evigt trivielle skolegang. Her har den spagfærdige Sylvester to plageånder, som vilkårligt truer med at rive hans negle af, hvis han sladrer om deres hærværk og chikanerier. Følgelig kan Sylvester ikke rigtig koncentrere sig om det faglige, hvilket forårsager matematiklæreren Tønde-Hannes vrede og forfølgelse.
Del: