Finsk sommer

Klaus Mann var kun 28 og selv på flugt, da han i foråret 1934 skrev sin semi-selvbiografiske roman På flugt mod nord. Hvem og hvad var han på flugt fra? Fra nazisterne, naturligvis, der nu i mere end et år havde været ved magten i hans tyske fædreland, hvor de systematisk forhånede og forfulgte folk som ham: halvjøder, homoseksuelle, kunstnere, afvigere. Men så sandelig også på flugt fra sig selv og sin familiebaggrund: fra det at være søn af den fejrede, men følelseskolde Nobelpristager Thomas Mann, hvis opmærksomhed og kærlighed han længtes usigeligt stærkt efter at få, såvel som fra sit misbrug af narkotika og trækkerdrenge.

Plottet i På flugt mod nord foldes ud i en række filmagtige scener: Først ser vi den unge Johanna gå fra borde i en finsk havn. Hun, der klæder sig koket i matrostøj, og som snart den ene, snart den anden biperson senere i romanen tager for en ung mand, er netop flygtet fra Tyskland, hvor hendes liberale kunstnerforældre stadig befinder sig, mens hendes kommunistiske bror og vennekreds flakker om i Frankrig. Så ser vi den finlandssvenske godsejerdatter Karin, der for nylig har været Johannas studiekammerat og – antydes det – lesbiske veninde i Berlin, tage imod hende. Og siden tages vi så med til dansefest, til svømning i en sø, til krebsegilde og på besøg hos en senil bedstemor, før vi så endelig, omtrent midt i romanen, får lov til at se den drengede Johanna i seng med Karins store, stærke og fandenivoldske bror Ragnar.