Danske litteraturanmeldere mangler islamkundskaber
Jesper Petersen, ph.d.-studerende i religionshistorie, Lunds Universitet
For lidt over tre år siden udkom Sara Omars Dødevaskeren, som i løbet af den første måned solgte 50.000 eksemplarer.
Litteratur, der omhandler vold, incest og andre dårligdomme blandt »brune« mennesker, sælger godt i Danmark – Yahya Hassans første digtsamling solgte 100.000 eksemplarer i løbet af de første to måneder og er således kun overgået af Benny Andersen.
Men appetitten på denne type litteratur stiller nye krav til både anmeldere og læsere, eftersom flere forfattere anvender islamisk symbolik og referencer til islamiske tekster.
Da Dødevaskeren udkom, var anmelderne på Danmarks seks landsdækkende aviser enige om, at det var en modig bog, men kun én anmelder var i stand til delvist at afkode bogens islamiske symbolik. To anmeldere beskriver, hvordan hovedpersonen – den femårige Frmesk – bliver voldtaget af sin væsentligt ældre onkel ved navn Muhammed. Anmelderne har dog ikke opdaget de ellers talrige referencer, der peger på, at onklen ikke bare har samme navn som islams grundlægger – alt peger på selveste profeten Muhammed. Med andre ord misser anmelderne et dobbeltspil, der løber gennem det meste af bogen og har stor betydning for dens diskussion af islam.
Ligeledes beskriver tre anmeldere, hvordan hovedpersonens far truer med at begrave sin datter levende. De fremhæver dette som eksempel på den brutalitet, kvinder i Kurdistan udsættes for, men enhver læser med blot et overfladisk kendskab til islam vil dog vide, at netop begravelsen af pigebørn er forbudt i Koranen. Truslen giver således faren en særlig rolle i Dødevaskerens diskussion af islam, og hvis ikke man afkoder dette, ender man med en forfladiget læsning, hvor det blot er brutaliteten i truslen, der får betydning.
Sara Omar arbejder en del med dobbeltheder, og der optræder adskillige islamfortolkninger i bogen. Flere personer gives navne, der har en betydning inden for sufisme (islamisk mystik) og Dødevaskeren ved navn Gawhar beskrives som godheden selv, mens andre muslimer beskrives som Satans håndlangere, og der er talrige sammenstød mellem disse islamfortolkninger. Derfor virker det besynderligt, at flere anmeldere beskriver bogen som et angreb på islam in toto snarere end en diskussion af islam.
End ikke ovennævnte voldtægt af den femårige Frmesk er entydig. Eksempelvis forklarer hendes onkel Muhammed inden voldtægten, hvordan han vil få syndsforladelse for sin handling.
Samtidig har han haft en drøm, der kan forstås på mange måder. Han opfatter den dog som Guds tilladelse til overgrebet. Efterfølgende rejser en stor vind sig – et klassisk billede på Gud – og Dødevaskeren Gawhar bemærker, at »Nogen må have trådt Allah over tæerne«. Er det profeten Muhammed, der har trådt Allah over tæerne? Der foregår så mange spændende diskussioner af islam i Dødevaskeren, men ingen anmeldere synes at kunne få øje på dem til trods for, at de til tider synes skåret ud i pap.
Det skal kort bemærkes, at kurdere naturligvis anser incest for en afvigelse fra normen. De opfatter rækker af enkeltstående tilfælde på samme måde, som danskere anser Tønder-sagen, Nakskov-sagen, Skagen-sagen, Brønderslev-sagen et cetera som en række enkeltstående tilfælde snarere end et kulturelt træk, der kendetegner danskere. Dette er egentlig også afspejlet i Dødevaskeren, hvor Muhammed truer Frmesk til stilhed. Med andre ord vil han holde voldtægten hemmelig – måske fordi det omgivende samfund misbilliger incest?
Alligevel fremstillede Berlingskes kulturredaktør Anne Sophia Hermansen i sin anmeldelse voldtægt som værende helt normalt blandt muslimer. På den anden side udtrykte Informations Peter Nielsen bekymring for, hvilke konsekvenser Dødevaskeren vil have for racismen og forstærkelse af fordomme om muslimer.
Hermansen og Nielsen vidner på hver deres måde om et problem: Ordet er ikke frit. For når Sara Omar, Yahya Hassan og lignende forfattere vil fortælle deres historier, bliver de straks anvendt politisk i en allerede ophedet debat. Det ses desuden tydeligt, når forfatterne i tiden efter nye udgivelser må protestere imod, hvordan deres litteratur anvendes racistisk og til at dæmonisere muslimer generelt. Forfatternes stemmer fortrænges, mens deres litteratur spændes for en vogn.
Jeg påstår ikke, at min læsning af Dødevaskeren udgør en korrekt fortolkning. En sådan findes ikke. Jeg mener dog, at denne genre af litteratur stiller krav til både anmeldernes og debattørernes islamkundskaber. Uden sådanne ender vi med en forfladiget debat uden meget substans. Dødevaskeren havde meget mere at byde på, end det vi hørte om i danske aviser og debatter.
Det er vigtigt, at stemmer som Sara Omar, Yahya Hassan og andre bliver hørt, og det stiller særlige krav til både anmeldere og debattører.
Derfor er det på tide, at vi får en mere mangfoldig anmelderskare, der også inkluderer folk med den tilstrækkelige baggrund og viden til at anmelde denne nye genre inden for dansk litteratur.
Læs også Martin Krasniks interview med Yahya Hassan: »Jeg blev træt af at være præmieperkeren«
