Kronik. På denne side af Atlanten er det svært at tale om strukturel racisme. Vi mangler fælles erfaring og et sprog for det.
Hvide privilegier
Af Julia Fearrington, underviser og forfatter
Nettet flyder over med billeder af et USA i brand som følge af det bestialske politidrab på George Floyd. Men hvis vi skal tale sammen om det – sorte amerikanere, som dræbes af hvid politibrutalitet – så skal vi lige have nogle ting på plads: Du skal mene, at du gerne vil tale om det. Du skal mene, at du gerne vil prøve at forstå sortes virkelighed i et racistisk USA. Og du skal mene, at du gerne vil være med til at gøre en forskel og ændre problemet – også når det ryster din egen verdens- og selvforståelse.
Jeg er kvinde med 40 års tryg opvækst i Danmark. Min far er sort amerikaner, min mor er hvid dansker. Jeg føler tilhør med sorte amerikanere og deres vilkår i et racistisk USA, men jeg lever der ikke selv og har aldrig gjort det. Det gør mine halvsøskende, resten af familien og mange venner derimod. Mit hjerte bløder, og mit blod koger, fordi vi så ofte skal bevidne, at sorte mennesker dræbes, og at deres hvide drabsmænd går fri eller straffes urimeligt mildt for det. Jeg vil ikke længere tie stille for at værne om den gode stemning. Vi skal tale højt om det her, også i Danmark, og du skal være modig nok til at erkende, at der er ting, du måske ikke ved nok om, fordi du aldrig har haft erfaring med det. Det gør ondt på os med tilknytning til USA, sorte og hvide, når nogen i uvidenhed søger at forklare racistiske handlinger med alt muligt andet end racisme, så hold op med det.
Det handler om hvidt privilegium og strukturel racisme, en diskrimination dybt indlejret i amerikanske samfundsstrukturer via normer, traditioner, praksisser og sprogbrug, og det handler om anerkendelse af, at sorte i USA ikke nyder samme privilegier som deres hvide naboer. Hvis det allerede kradser, så lad være med at læse videre.
Det hvide privilegium i USA indebærer i denne sammenhæng først og fremmest, at hvide har god grund til og mulighed for at stole på deres grundlovssikrede rettigheder. Det privilegium har sorte i USA ikke. Politibestialiteten mod sorte i USA er blot ét område, hvor samfundskontrakten sættes ud af spil for USAs sorte befolkning.
Onsdag aften spurgte jeg chokeret min bror, hvor han gør af sin frustration i forbindelse med endnu et bestialsk mord begået af hvid ordensmagt mod sorte i USA. Jeg havde netop set de grufulde optagelser af mordet på George Floyd i Minneapolis og var rystet, men desværre ikke overrasket. Torsdag mandede jeg mig op på job, om aftenen hulkede jeg. I vrede. I afmagt.
Fredag ringede jeg til min far, som fortalte, at han samme morgen var brudt sammen i sit hjem i Vanløse. Han kunne ikke holde på låget længere. Han var glad for, at jeg ringede, han havde brug for at »let some steam out«, som han sagde. Han fortalte mig om at være blevet stoppet af politiet under sit sidste besøg hos sin bror i New Jersey – at han gennem det åbne bilvindue havde fortalt betjenten, at han kendte sine rettigheder og gerne ville vide, hvad han blev stoppet for – at betjenten ignorerede det og blot gentog »license and registration, please« – at min far tænkte sig om: Hans pung lå i handskerummet, men det kunne være risikabelt at række over og åbne det – at han derfor i stedet rakte begge håndflader frem mod betjenten og sagde »I’m stepping out of the car«, trådte ud af bilen med hænderne i hovedhøjde og forklarede betjenten, at han ikke ville risikere noget ved at læne sig ind og finde sin pung frem af handskerummet. En hel strategi af overvejelser i en hverdagssituation, de fleste hvide gennemgår uden at frygte det mindste.
Jeg var rasende. Hvor ydmygende og uværdigt for hvem som helst at skulle tilsidesætte sine grundlovssikrede rettigheder for ikke at havne i en situation, som sorte i USA erfaringsmæssigt havner i over petitesser. Anholdelse. Død. Sorte i USA nyder ikke privilegiet at kunne tage deres grundlovssikrede rettigheder for givet.
Derfor brænder ikke kun Minneapolis, men store dele af USA. I løbet af de sidste måneder har en række videooptagelser demonstreret det hvide privilegium og tilsidesættelse af sortes grundlovssikrede rettigheder. Det kommer oven på drabet på Ahmaud Arbery (februar 2020) og Amy Coopers klare forståelse for sit privilegium som hvid kvinde, da hun på en video, der gik viralt i sidste måned, ringede til politiet og anmeldte en truende »African American man«, fordi han havde bedt hende holde sin hund i snor i Central Park. Drabet på George Floyd er blot det seneste. Og dét oven på to måneder i COVID-19-karantæne, som skubbede en i forvejen presset befolkningsgruppe ud i arbejdsløshed og økonomisk og sundhedsmæssig krise. Den afmagt, jeg og mange andre her i andedammen føler, er mikroskopisk i forhold til den gamle vrede, frustration og sorg, som i USA lige nu blusser op blandt både sorte og hvide.
Det er min oplevelse, at det på denne side af Atlanten er svært at tale om den strukturelle racisme og det hvide privilegium, måske fordi vi mangler fælles erfaring og et sprog for det. Det er, som om mange i min generation her i Danmark har sovet i timen og lullet sig ind i sådan en 1990er-glæde a la Fresh Prince of Bel Air, hvor sorte R’n’B- og hiphop-kunstnere blev mainstream og forbilleder for mange. Og en præsident med farve fik vi også, hurra, og så var alt nok godt. Men det er ikke godt. Floyds datter skulle have sin fars uværdige død foreviget, før vi for alvor indleder denne offentlige samtale for at forstå, hvad der er på spil i USA. Hverken Floyd, Arbery, de mange før dem – eller de, der helt sikker kommer efter – har bedt om det martyrium.
Så længe hvide mennesker i USA ikke skænker det en tanke at uddanne deres børn i at håndtere mødet med ordensmagten, ikke er bange for at løbe en tur på en ukendt rute, ikke tænker to gange over at hive sit kørekort ud af handskerummet, når de stoppes af en betjent – så har de privilegier, andre ikke deler. Og hvis vi skal modsætte os den strukturelle racisme, må vi anerkende de privilegier – i USA og andre steder. Så overvej en gang, dig, der læser med endnu, om du nogensinde har skullet gøre dig ovenstående overvejelser baseret på din hudfarve? Hvis ikke, så kan man vel godt betragte det som et trygt og godt privilegium at have i livet, synes du ikke?
Dette er en kronik og udtrykker derfor alene skribentens holdning. Forslag til kronik sendes til opinion@weekendavisen.dk.
Del: