Genopstanden. Harald Voetmann har fordrevet isolationen med at forestille sig og fantasifuldt bogstavere sin illustre kollega HCA i samme situation.

Voluptuøse Snoeninger

Corona-isolationen har gjort flere forfattere produktivt rastløse, og flittigst har Harald Voetmann været. På Facebook publicerede han parallelt c-videoer med aktuelle, sørgelige viser og en genopstanden H.C. Andersens karantænedagbog. Sidstnævnte har Gyldendal nu udgivet under den fulde, gladelig omstændelige titel H.C. Andersens Quarantaine-Dagbog ogsaa indeholdende hans Fodreise fra Nyhavn til Amalienborg med kort Ophold ved Magasin du Nord i Aaret 2020 ledsaget af Voetmanns egne, kosteligt uraffinerede collager.

Det er årets andet, leddeløse pasticheværk af en betydelig prosaist. Det første var Lars Frosts Havet, der var en pastiche på et uspecificeret hav af gammelmodighed. Voetmann derimod skriver pastiche på akkurat H.C. Andersen, eller rettere – som afsløret af langtitlen – på mindst to Andersener. Både den unge Andersens meta-udflippede debutbog Fodreise fra Holmens Canal til Østpynten af Amager i Aarene 1828 og 1829 og den ældre Andersens lige så rejse- og eventyrlystne som dårligdoms- og hypokondriplagede dagbøger.