Ønsker man at opsøge en kinesisk eremit, bør man starte på et bjerg. Det må gerne være ved dæmringstid og helst med en morgentåge så tæt, at det føles, som om man er på vej til at træde gennem en væg. Man står i døråbningen lidt betænksom over al den hvidhed foran en – ligesom maleren Wu Daozi må have følt sig, da han betragtede Tang-kejseren Xuanzongs enorme nyhvidtede paladsvæg. Han gjorde, hvad man altid bør gøre stillet over for uoverskuelige projekter: Han startede i et hjørne og malede der en pavillon, tilføjede et ferskentræ og et vandrådyr, to skrigende vandrefalke, fasaner under vinddrejede pinjetræer, så en stejl klippeside og styrtende kaskader af flodskum malet med så let hånd, at vandet snarere lignede opadstigende røg, gæs på træk, skyer, og sådan voksede en bjergdal frem med alskens dyr og planter, og til sidst manglede bare en grotte for foden af bjerget. Den malede Wu Daozi med et hurtigt strøg, vaskede så penslen, gik ind i grotten og forsvandt sammen med det store maleri, mens kejseren forbløffet blev stående tilbage mellem de blanke vægge.

Altså, man trækker frakken om sig og sætter en fod foran den anden ud i det våde, penselstrøg efter penselstrøg, skridt for skridt, og begynder således rejsen ud i det, man ved kun er den første bjergdal af mange – et bjerg og så endnu en bjergdal, et bjerg, en dal, et bjerg, en dal og så fremdeles hele vejen til Indien.