Kære brevkasse

Hvis der findes et begreb som »digitale indfødte«, så er jeg sådan en, som burde få de bemeldte indfødte til at stifte et parti. Sådan et parti, hvis eneste programpunkt var, at folk som mig skal repatrieres til fortiden hurtigst muligt. Jeg er en modvillig tvangsindvandrer i den digitale verden med en intens længsel efter min analoge hjemstavn og tilhørende dyb, dyb skepsis over for mit nye hjemland. Dilemmaet opstår som altid med 2.g’erne: Mine børn er i indskolingsalderen og kommer aldrig til at vende hjem til 80erne, alligevel tvangsfodrer jeg dem med min hjemstavns vemodige analoge sysler som papirbogslæsning, sport og musiceren, og nu er de splittede. Vennerne spiller Fortnite, de vil gerne passe ind i deres naturlige miljø, og de må oversætte det digitale kaudervælsk for deres forstokkede Papa.