DANSKE MINISTRE ER den statslige forvaltnings øverste chefer. De er udstyret med omfattende beføjelser og tegner forvaltningens ansigt udadtil. Det bliver vi mindet om nu, hvor Inger Støjbergs embedsførelse er stillet til skue i ­Instrukskommissionen, og hvor Mette Frederiksen som regeringens synlige hånd beslutter og forhandler håndteringen af coronakrisen.

Vi bliver mindet om en ting mere. Hverken den forhenværende integrationsminister eller statsministeren kan noget uden bistand fra embedsmænd, der arbejder i baggrunden. Den diskretion, der præger samspillet, tilfører det træk af en art, der skaber myter og fikse forestillinger om en verden, hvor de onde ler, og de gode græder. Det bliver ikke mindre speget af ministrenes dobbeltrolle.