Reportage. De spanske unge betalte den højeste pris for finanskrisens nedskæringspolitik. Nu venter endnu en recession efter coronaen. Er de klar til at samle regningen op endnu en gang?

Det spanske generations­tyveri

Det spanske generations­tyveri

VALENCIA. Javier Benet er vant til modgang. Han modtog sin første fyreseddel, da finanskrisen ramte Spanien i 2008, og lige siden har han pendlet frem og tilbage mellem arbejdsløshed og tidsbegrænsede lavtlønsjobs. 30 år gammel bor han stadig hjemme hos sine forældre, og nu har coronakrisen slået ham tilbage til start. Nok en gang.

»Jeg havde kun nået at være to måneder i mit nye job på et trykkeri her i Valencia, da Spanien gik i lockdown. Virksomheden er lukket på ubestemt tid, og jeg aner ikke, om jeg får mit job tilbage,« fortæller Benet.

Vi befinder os i Valencia-bydelen La Torre. En skramlet og nedslidt arbejderforstad, hvor ældre fabriksbyggerier blander sig med lave beboelsesejendomme. Langs bygrænsen står en række ufærdige højhusbyggerier og forfalder – resterne af det stort opslåede byudviklingsprojekt Sociópolis, der skulle have givet La Torre tusinder af nye, topmoderne boliger, men blev indstillet, da finanskrisen slog luften ud af den spanske byggeboble.

Nu står en ny recession for døren. Den spanske nationalbank forudser, at coronakrisen kan medføre et fald på op til 12 procent i BNP og en arbejdsløshedsprocent på 20 ved årets udgang. Op mod en million spanske arbejdspladser er allerede gået tabt i pandemiens kølvand, og yderligere fire millioner spaniere er sendt midlertidigt hjem. Halvdelen af dem, der har mistet jobbet, er unge under 35 år.

Benet frygter, at Spanien skal igennem en ny sparekur, der minder om den, der fulgte den sidste økonomiske krise.

»Nu bliver der igen talt om nedskæringer, men hvor skal der skæres? Skal det igen gå ud over de unge og helt almindelige mennesker med lave indkomster?« siger Benet.

Voksende prekariat

Spanien igangsatte i 2010 en sparekur med blandt andet nedskæringer og lønreduktion i den offentlige sektor, højere pensionsalder og en omfattende arbejdsmarkedsreform. Målt på flere parametre har kuren virket. Spanien har siden 2014 haft den hurtigst voksende økonomi i Eurozonen med årlige vækstrater på gennemsnitligt 2,5 procent. Budgetunderskuddet er faldet fra 10,7 procent i 2012 til 2,8 procent i 2019, og ledigheden er i samme periode faldet fra 25,8 procent til 13,8 procent.

Der er imidlertid også en bagside af medaljen. Ungdomsarbejdsløsheden er på 33 procent – den næsthøjeste i Eurozonen efter Grækenland.

Arbejdsmarkedsreformen fra 2012 har gjort det billigere for virksomhederne at afskedige medarbejdere, men systemet tilgodeser stadig de ældre medarbejdere. De er langt de dyreste at afskedige, og i praksis betyder det, at de unge oftest ryger først, og at de ikke bliver fastansat, hvis det kan undgås.

Ifølge María Angeles Davia, som er professor i økonomi ved Castilla-La Mancha-Universitetet, betaler de unge prisen for den fleksibilitet, der havde til formål at gøre arbejdsmarkedet mere smidigt.

»Reformen har ført til jobskabelse, men også til et voksende prekariat. Stadig flere – særligt unge – ansættes på midlertidige kontrakter, og reallønnen er gået ned. For ti år siden var det at tjene 1000 euro om måneden et billede på, at man levede på samfundets bund. I dag er det blevet en helt normal løn og en af de primære årsager til, at mange unge har meget svært ved at komme ind på boligmarkedet,« fortæller Davia til Weekendavisen.

1000 euro stod der også på Javier Benets månedlige løncheck, indtil han blev sendt hjem med en midlertidig afskedigelse i marts. Det rækker ikke langt, selv i et lavindkomstkvarter som La Torre, hvor en gennemsnitlig lejlighed koster 5-600 euro om måneden. Alt, hvad han tjener, bliver lagt til side i håbet om, at han på et tidspunkt kan få sit eget sted.

»Det er ikke rart at være afhængig af sine forældre som 30-årig. Jeg ønsker egentlig bare at kunne leve et helt normalt liv og flytte sammen med min kæreste. Men selv med et job er det stort set umuligt,« siger Benet, som håber, at politikerne i både Spanien og resten af EU vil få øjnene op for de unges situation.

»Vi er fremtiden! Politikerne må kunne forstå, at man ikke kan efterlade en hel generation bag sig. Ellers må vi lave en revolution!«

At de spanske unge kan råbe højt, når det gælder, blev tydeligt under den seneste krise. I maj 2011 gik unge indignados – indignerede – overalt i Spanien på gaden i protest mod økonomiske nedskæringer, politisk passivitet og håbløse fremtidsudsigter. De etablerede månedlange teltlejre på centrale pladser i landets store byer og dannede fortrop for den internationale Occupy-bevægelse. Bevægelsen brændte ud i manglen på centralt lederskab. Men af dens aske opstod partiet Podemos, som i dag sidder i regering sammen med socialistpartiet PSOE.

Fra håb til desillusion

Blandt dem, der gik på gaden i Valencia, var den unge designstuderende María Gras. I dag er hun 30 år gammel og driver et designstudie med tilhørende coworking – udlejning af kontorpladser til selvstændige og freelancere – i den historiske bydel El Carmen.

Minderne fra dengang er bevægende, siger hun, men lysten til at engagere sig politisk er forsvundet med årene.

»Jeg tror ikke længere på, at løsninger kan komme fra det politiske system. Der er alt for langt fra os til politikerne i Madrid eller Bruxelles. Bekymrer de sig overhovedet om det enkelte menneske? Man sidder tilbage med følelsen af, at man blot er et ciffer.«

María Gras: Jeg fik de bedste karakterer på min årgang, men ingen ville ansætte mig. Alle bad om fire-fem års erfaring. Det eneste, jeg kunne få, var praktikophold, og jeg tænkte, det må være billetten til et rigtigt job. Jeg endte med at arbejde stort set gratis i tre år og arbejde som tjener i weekenden for at kunne betale min husleje. Foto: Kasper Kloch
María Gras: Jeg fik de bedste karakterer på min årgang, men ingen ville ansætte mig. Alle bad om fire-fem års erfaring. Det eneste, jeg kunne få, var praktikophold, og jeg tænkte, det må være billetten til et rigtigt job. Jeg endte med at arbejde stort set gratis i tre år og arbejde som tjener i weekenden for at kunne betale min husleje. Foto: Kasper Kloch

Gras tager imod i designstudiet, som ligger i en lille smøge med gamle huse, altaner i smedejern og blomstrende beplantning på facaderne. Bagest i det store lokale sidder en fyr med overskæg og store høretelefoner bøjet over en bærbar computer. Af de 17 freelancere, der indtil marts lejede kontorplads her, er han den eneste, der er blevet tilbage.

»Marts var sidste måned, hvor jeg havde en indkomst. Nu har jeg bare ufatteligt mange udgifter, og jeg gruer for, at jeg må lukke det hele ned,« fortæller Gras.

For María Gras er coronakrisen den foreløbige endestation for en lang rejse med masser af bump på vejen. Hun startede på designuddannelsen i 2008 opfyldt af optimisme, men kom ud til et arbejdsmarked i dyb krise, da hun fik sit diplom i 2012.

»Jeg fik de bedste karakterer på min årgang, men ingen ville ansætte mig. Alle bad om fire-fem års erfaring. Det eneste, jeg kunne få, var praktikophold, og jeg tænkte, det må være billetten til et rigtigt job. Jeg endte med at arbejde stort set gratis i tre år og arbejde som tjener i weekenden for at kunne betale min husleje.«

Efter tre år vendte hun designbranchen ryggen og blev tjener på fuldtid. Så kunne hun i det mindste få en fast månedsløn og samtidig »slippe for ydmygelsen«. Sidste år valgte hun at blive selvstændig og åbnede designstudiet sammen med en veninde, som hun også bor sammen med i sin farmors gamle lejlighed – den eneste måde, de kan få økonomien til at hænge sammen.

Nedlukningen, siger hun, har fået hende til at overveje et sporskifte. Jagten på de månedlige indtægter er udmattende, og hjælp fra de etablerede institutioner har hun for længst afskrevet.

»Jeg vil gerne være mindre afhængig af det omgivende system. Min plan er at lade dette lokale genopstå i en ny form, der baserer sig på nære fællesskaber og mere udveksling. Det er muligvis en meget romantisk idé, men jeg tænker, det er nu, jeg skal følge mine drømme og give det en chance.«

Livet vender tilbage

Mens Gras funderer over fremtiden i det tomme designstudie, er livet så småt ved at vende tilbage til den omgivende by efter ti ugers lockdown. I det historiske centrum går de lokale rundt, som var de nysgerrige gæster i deres egen by, mens souvenirsælgerne sidder og halvsover i solen foran deres genåbnede butikker. Turismen, der udgør 13 procent af den spanske økonomi, er sat på standby på ubestemt tid.

Turister er der heller ingen af i byen Sagunto, der ligger en halv times kørsel nord for Valencia. Her er de velbevarede romerske ruiner ellers fast pensum for områdets besøgende, men i dag er det samtidshistorien, der træder i forgrunden.

På et kolossalt landområde mellem den gamle bykerne og den moderne industrihavn ligger resterne af det, der skulle have været Europas største industripark, Parc Sagunt. Ideen blev fostret under Spaniens økonomiske opsving, der varede fra 1994 til 2007 og skabte syv millioner arbejdspladser. Da byggeboblen bristede, gik det hele i stå. Parc Sagunt blev ligesom Sociópolis i La Torre og tusinder af andre anlægsprojekter overalt i Spanien indstillet på ubestemt tid. Når man i dag kører gennem området, er indtrykket forstemmende: et vidtstrakt ingenmandsland med spredte indkøbscentre, produktionsvirksomheder og petrokemiske anlæg mellem enorme tilgroede arealer med »Til salg«-skilte.

Sagunto fortæller sin egen historie om Spaniens rejse fra økonomisk mirakelland i 90erne og 00erne til kriseramt patient i 10erne. Sagunto blev aldrig den industrimagnet, der var lagt op til, og for de unge er der ikke meget at komme efter. Mange søger til de større byer på jagt efter lysere fremtidsudsigter.

En af dem, der er blevet tilbage, er 30-årige Juan Ramón Sobrino. Han arbejder til daglig som truckfører i en virksomhed, der producerer emballage til fødevareindustrien. Og mens mange af hans kolleger er blevet ramt af midlertidige afskedigelser som følge af COVID-19, har han indtil videre holdt skansen. Som tillidsmand – og nybagt far – er han ekstra beskyttet. Men coronakrisens følgevirkninger kan han ikke af den grund holde fra livet.

»Min kone har mistet sit job som rengøringsassistent, så vi skal klare os for min indkomst fra nu af. Og både min søster og bror har mistet deres tjenerjob, så vi er også blevet færre til at hjælpe vores forældre med en økonomisk håndsrækning,« fortæller Sobrino.

Ingen økonomisk sikkerhed

Som så mange andre i sin generation har Sobrino ikke kunnet spare op, og han har måttet stifte familie uden nogen form for økonomisk sikkerhed. Den eneste fornøjelse, han og hans kone tillader sig selv, er en månedlig tur på Burger King.

Ikke desto mindre vælger han at fokusere på det positive. Han har tillid til, at han får lov til at beholde sit job, og han oplever, at krisen har styrket det lokale fællesskab. Saguntos borgere, siger han, har støttet op om hinanden, og der er blevet løftet i flok for at begrænse krisens skadevirkninger. Eksempelvis har bystyret i forsøget på at redde det lokale handelsliv etableret en online platform, hvor borgerne kan bestille varer og services fra byens egne forretningsdrivende, mens karantænen står på.

Juan Ramón Sobrino: Min kone har mistet sit job som rengøringsassistent, så vi skal klare os for min indkomst fra nu af. Og både min søster og bror har mistet deres tjenerjob, så vi er også blevet færre til at hjælpe vores forældre med en økonomisk håndsrækning. Foto: Kasper Kloch
Juan Ramón Sobrino: Min kone har mistet sit job som rengøringsassistent, så vi skal klare os for min indkomst fra nu af. Og både min søster og bror har mistet deres tjenerjob, så vi er også blevet færre til at hjælpe vores forældre med en økonomisk håndsrækning. Foto: Kasper Kloch

»Alle de politiske partier her i Sagunto har arbejdet sammen for at skabe løsninger til borgernes bedste. Det er ikke som i parlamentet i Madrid, hvor de bare slås og råber af hinanden. Her har de arbejdet sammen. Sådan må det være, vi skal arbejde i fællesskab nu, for denne virus skelner ikke mellem rig og fattig. Det er alle for en,« siger Sobrino.

Sobrino er på det rene med, at genopretningen kan blive langvarig, og at pandemien vil fortsætte med at koste både job og menneskeliv. Men han håber, at krisen vil blive det wakeupcall, der kan bringe Spanien – og resten af Europa – ind på et mere fremtidssikret spor.

»Vi er nødt til at vokse med denne opgave, der er ikke andre muligheder. Sætte flere penge af til forskning og lægevidenskab. Måske kan dette føre til geniale opfindelser, der gør livet meget bedre for os alle. Jeg tænker på min datter, hun er kun tre måneder og aner ikke, hvad der er sket, i sin første levetid. For hendes skyld er vi nødt til at overvinde denne krise og skabe en verden, der bliver bedre for hende at leve i end den, vi har nu.«

Side 13