Sætstykke. Fodbolden er tilbage i en bleg udgave med afsprittede bolde, lystfulde mannequiner og falsk lyd fra dåse.

Desinficeret drama

Desinficeret drama Af Asker Hedegaard Boye

I sidste uge blev den sydkoreanske fodboldklub FC Seoul idømt en bøde på en halv million kroner for, som det hed i ligaforeningens kendelse, at have »ødelagt turneringens omdømme og ydmyget landets kvindelige fodbold­fans«.

Nogle dage forinden havde klubben befolket sin hovedtribune med mannequiner til en kamp mod Gwangju FC. Idéen var ikke grebet ud af den blå luft. Intet sted i verden – ud over det tilsyneladende COVID-19-resistente Hviderusland – er det endnu tilladt at sluse tilskuere ind til stadionsport, så kreati­viteten er rig.

I de taiwanske baseball-arenaer har man med stort held installeret sodavandsbællende teenagere og fleksible cheer­leadere i kulørt polyurethan-skum. Hvis spillerne nede på græsset kniber øjnene let sammen, kan de måske få indtrykket af menneske­fyldte tribuner.

FC Seoul gik et skridt længere. Der var således noget ved dukkernes fremtoning og mimik, som ledte tankerne hen på andet end familiesport. For at spare penge havde klubben i stedet for modeattrapper købt en større samling sexdukker, der fore­stillede unge, magre kvinder med opspilede munde. I et forsøg på at skjule det lystfulde kyssetøj havde klubbens marketingafdeling udstyret dukkerne med tidstypiske mundbind.

Smilet over de fjollede koreanere krymper dog hurtigt. For Seouls hovedbrud ligner den internationale topfodbolds hovedbrud.

I Europa er tyskerne løbet i forvejen. Bundesligaen genstar­t­ede for et par uger siden. Først torsdag i denne uge begyndte Superligaen, mens spanierne indleder tidligst 8. juni. Italienernes Serie A og engelske Premier League har endnu ikke fastsat en startdato, mens sæsonerne i Frankrig, Belgien, Holland og Skotland er endegyldigt annulleret.

Tysklands Reboot er stærkt præget af den nye tids adfærds­koder og tjener som sådan som strømpil for alle afventende fodboldkulturer.

Før første spillerunde i midten af maj skulle alle spillere og ledere gå i karantæne i mindst en uge. Det glemte Augsburgs nye træner, Heiko Herrlich, der forlod holdets hotel for at købe tandpasta og håndcreme i et supermarked (»jeg havde virkelig brug for den tandpasta«). Og så fik han en karantæne oven i karantænen og måtte sidde over i opgøret mod Wolfsburg. Union Berlins træner, Urs Fischer, mistede sin far, og også hans tilstede­værelse ved begravelsen udløste en uges ekstra karantæne.

I ly for både dårlig ånde og døde forældre forsøger Bundes­ligaen at skabe en sikker boble for sine spillere, der ud over deres holdkammerater opfordres til kun at være sammen med den nærmeste familie. De, der alligevel træder udenfor eller ved siden af, skal testes negativ for COVID-19 to gange, før de atter må indfinde sig i de afsprittedes land.

Selve kampafviklingerne er ligeledes en steriliseret oplev­else. Borte er de rituelle håndtryk ved midterlinjen, holdbilled­erne og de nuttede maskotbørn, der plejer at entrere sammen med spillerne. Der må højst være 300 mennesker til stede på stadion, heriblandt politi, ambulance- og brandfolk, sikkerheds­vagter, repræsentanter for klubledelserne, journalister og fotografer. Alle får de målt deres temperatur ved indgangen.

Der er god plads i de tyske fodboldarenaer, hvor højst 300 må være samlet. Her under sidste weekends kamp mellem FC Köln og Fortuna Düsseldorf. Foto: Thilo Schmuelgen, Scanpix
Der er god plads i de tyske fodboldarenaer, hvor højst 300 må være samlet. Her under sidste weekends kamp mellem FC Köln og Fortuna Düsseldorf. Foto: Thilo Schmuelgen, Scanpix

Når spillet er i gang, opfordres spillerne til ikke at have »unødig kropskontakt«, til ikke at spytte for meget (!) og til at juble hver for sig. Uden for banen bærer reservespillere og trænere mundbind. Cheftræneren må frigøre sig fra beskyttelsen, når han skal råbe instrukser til sine spillere, så længe afstanden er minimum halvanden meter. Boldene desinficeres med våd­servietter.

Nogle tyske klubber har valgt at krydre den matte stemning med et højtalerdiskotek, mens man i byer som Köln og Mönchengladbach har været i det kreative hjørne. FC Köln har spredt trøjer og halstørklæder i klubbens farver rundtom på tribunerne, mens Gladbach har opstillet hundredvis af papfigurer med virkelige fans’ kontrafejer. Lødige papfigurer, bør tilføjes.

Hos de seneste syv års mestre fra FC Bayern München har man erstattet sponsorerne på de elektroniske bander med fotos af udvalgte tilhængere.

Spillet på banen har været overraskende seværdigt. De usædvanlige rammer har ikke haft en negativ effekt på intensiteten. Det er især bemærkelsesværdigt, fordi klubberne ikke har kunnet træne fyldestgørende i et par måneder og først fik grønt lys fra kansler Angela Merkel i den første uge af maj.

Topholdene FC Bayern, Borussia Dortmund og RB Leipzig er begyndt, hvor de slap, med strålende spil og masser af mål. Den rust, der måtte være, er blevet banket af med tidens respektindgydende (og lidt skræmmende) ærkeprofessionalisme. Ingen tilskuere? Okay, jamen vi gør da bare vores arbejde alligevel.

En rundspørge foretaget af tv-sta­tionen ZDF viser, at to tredjedele af tyskerne hellere så sæsonen afblæst end genoptaget i den nuværende øde udgave. Utilfredsheden er også krøbet ind på de ellers her­metiske stadioner i form af hjemmelavede, ensomme bannere. »Fodbolden skal nok overleve. Det er jeres forretning, der er syg,« kunne man læse i Augsburg. »Imod spøgelseskampe!« lød meld­ingen i Gladbach.

Omvendt var ønsket om at komme i gang stort fra alle land­ets professionelle fodboldklubber. Flere klubber balancerede på randen af konkurs, heriblandt en gigant som Schalke 04, der – som FC Bayern og Dortmund – er at finde blandt de 15 største fodboldforretninger i verden. Man bør således forstå spor­t­­­ens utålmodighed som både en grådig sult efter mammon og et oprigtigt ønske om at føre en levende tradition videre.

»Vi må lade politikerne gøre deres arbejde. Også DFL (den tyske ligaforening, red.) gør alt, hvad de kan. Vi må gøre vores arbejde. Det er helt afgørende, at vi viser, at vi ønsker at praktisere vores sport, også under svære vilkår,« sagde den mangeårige Freiburg-træner Christian Streich, der dårligt kan beskyld­es for at være kapitalens bydreng.

Fristelsen til at pynte på den blege virkelighed er stor. Der er den lave kameravinkel, som skal få os til at glemme de tomme tribuner, men der er også endnu mere raffinerede illusionsnumre. Bundesligaen tilbyder interessant nok to signaler til de rettighedshavende tv-stationer: ét med det naturlige, rungende ekko, som et tomt stadion giver – og ét med en såkaldt tilsætningslyd af brusende tilskuerlarm.

Tyske Sky giver seerne begge muligheder, mens Viasat, der viser Bundesligaen i Danmark og er ejet af mediehuset Nordic Entertainment Group (NENT), har valgt at prioritere det kunst­ige sus fra de menneskehorder, der næppe kan forventes at indtage fodboldens stadioner før 2021. På de sociale medier har selskabets ansatte forsvaret beslutningen i forventelig korpsånd.

»Det handler jo ikke om at snyde nogen, men om at give en bedre oplevelse for seeren i en vanskelig situation,« skrev kommentatoren Jesper Simo på Twitter. Samme sted slog hans kollega Jonas Alexander fast, at »der er intet bedrag. Seerne får at vide, at der er lagt ekstra lyd på for at styrke oplevelsen. Det er ikke mere manipulerende end at lægge musik under et indslag i Lorry (TV 2s lokalstation, red.).«

Alexander mente desuden, at kritikerne af dåselarmen undervurderede seernes begavelse. »Du tror vel ikke, det bliver lagt på for at bilde folk ind, at der er fans på stadion?« I forlængelse heraf gav Kim Mikkelsen, NENTs sportschef, et ærligt indblik i branchens særlige grænseland mellem markedsføring og journalistik:

»Vi flager det på forhånd, så det er vel som minimum en helt åben og offentlig manipulation?« spurgte han ledende, også på Twitter.

Det ville være synd at sige, at alle er henrykte over NENTs valg. Vært og kommentator hos konkurrenten Discovery Networks Zak Egholm arrangerede en netafstemning, hvor et flertal af de 2.607 brugere foretrak reallyd. Kun hver tredje ønskede Mikkelsens åbne manipulation.

Også i Superligaen kan vi se frem til et overskud af opfindsomhed. I Herning vil FC Midtjylland udstille flere end 3.000 selfie-fanbilleder på tilskuerpladserne til mandagens hjemmekamp mod AC Horsens, mens der på parkeringsarealerne rundt­om MCH Arena vil være storskærme og drive-in-fodbold til folket.

I Aarhus har AGF indgået sam­arbejde med videoplatformen Zoom, som giver tv-seerne mulighed for at tage plads på et af 22 virtuelle tribune­afsnit. Her kan man under kampen interagere med afsnittets øvrige tilhængere, og alle medvirk­ende projiceres endda op på storskærme på stadion. Så kan også spillerne mærke engagementet. Klubbens gesjæftige direktør, Jacob Nielsen, har kaldt tiltaget »et historisk digitalt initiativ« og gjort det klart, at »vi er stolte over at være den første klub i verden, der afprøver det«.

I elitesportens kompetitive ånd gælder det om at være først med en appetitlig kulisse i uappetitlige tider. Tribunen som sætstykke til ære for os hjemme i sofaen. I den forstand er der ikke langt fra de virtuelle tribuner i Aarhus til Gladbachs papfigurer til de vildfarne sexdukker i Seoul FC, som i en øm beklagelse leverede, hvad der kunne ligne en allegori over tiden:

»Vi forsøgte blot at gøre en tilskuerforladt kamp lidt sjovere. Vi troede, at der var tale om ægte mannequiner, ikke usømmelige produkter, og vi undskylder for ikke at have styr på alle detaljer.«

Side 36