Farezone. Litteraturanmelderen Tonny Vorms debutroman og sorgskrift hænger det hele til tørre. Det handler om …

Fædre og sønner

På en familieferie i Californien får Oscar ondt i højre skinneben. Hjemme igen bliver han henvist til Rigshospitalet. Han er ti år gammel og ved godt, hvad kræft er. Undersøgelserne viser, at det drejer sig om Ewing sarkom – en yderst sjælden type knoglekræft, der rammer to til tre børn under femten hvert år i Danmark. Lyset i mørket er, at kræften muligvis kan helbredes. Derfra styrter verden i grus.

Oscars sygdomshistorie udgør den røde tråd i Tonny Vorms debutroman Postkort fra Californien, der har fået genrebetegnelsen »erindringsroman«. Det umiddelbare modsætningsforhold mellem erindringer (som noget faktisk oplevet og erindret over tid) og romaner (som noget af forfatteren opdigtet med det ene formål at fungere som roman) finder sit leje i strukturen.