Stedernes maler

Hans øjne var mærkeligt klare og blå, rene og kloge som et barns,« stod der i mindeordet efter hans død i 1933. Sted­ernes maler kalder forfatteren Henrik Wivel ham – et sted – i sin nye biografi. Det er godt set. Laurits Andersen hed han, da han kom til verden i 1854, men han ændrede sit navn, som flere andre kunstnere i øvrigt, og føjede sit fødested til som efternavn, landsbyen Ring i Sydsjælland. Kunstnernavnet lød L.A. Ring.

Stedernes maler voksede op i en småkårsfamilie, hans far var tømrer, han blev selv udlært håndværksmaler, inden han via studier på Teknisk Skole når frem til Kunstakademiet som 21-årig. Det er et pragtværk om maleren, der nu er udkommet med titlen Det glasklare hjerte – En biografi om L.A. Ring af Henrik Wivel, der ud over at kunne sit kunstneriske stof ilter en hel epokes litteratur og får billederne til at leve med forrygende analyser og overskudsagtige iagttagelser. Pudsigt nok er Wivel lige 100 år yngre end Ring, men det besynderlige er, at forfatteren synes at kunne tale nede fra tiden, mens malerierne ender oppe i tiden. Næsten midtvejs i det 20. århundrede kunne også Poul Henningsen se det: Ring var moderne, selvom billederne af stederne ligner nedlukkede egne af sindet og, jeg tør dårligt sige det, et portræt af den danske folkesjæl, når den ser mest beskæmmende ud, og husene ligner et håndværkertilbud. Der er ikke lige kønt alle steder. Det sitrer højspændt lige under maleriernes overflade.