I Emilie Molsteds kolonihave er næsten alt ukrudt væk, for i de seneste mange uger har den 27-årige popstjerne ligget på knæ og luget. Vi sidder ved et havebord, som er falmet af solen. Hun har en orange bandana om håret og en lyseblå hættetrøje med sit eget kunstnernavn JADA skrevet hen over brystet. På næseryggen hviler et par enorme solbriller i dyreprint.
Fra nu af har jeg lyst til bare at skrive Emilie. Kan man det? Normalt er den slags for familiært i en tekst som denne, men egentlig vil det være passende, for at være i Emilies selskab er ualmindeligt familiært. Og stjerneagtigt på samme tid. Det er sådan, hun selv formulerer det. »Hvis jeg skal være sådan en stjerneagtig person, så er det nødt til at være på min egen måde.«
Emilies egen måde er at være sårbar og nærværende, næsten gennemsigtig – ikke fysisk, for hendes flamboyante stil gør i høj grad væsen af sig – men hendes personlighed føles, som om man kan se lige igennem den.
Måske det er grunden til, at Emilie i lyntempo er blevet et ikon, særligt for den generation af unge kvinder, som jeg selv tilhører. Sårbarheden er befriende, selvsikkerheden usædvanlig. Hun har aldrig været i tvivl om, at hun var en stjerne.
Men hendes særstjernestatus er ikke kun tilegnet kvinder i 20rne. På tværs af køn og alder græder folk til hendes koncerter. Emilie er ikke bare sanger, men også sangskriver og producer. Sidste år modtog hun Kronprinsparrets Stjernedryspris »for sin evne til at åbne for et popunivers, der gennemsyres af både mod og skrøbelighed«. Tidligere på året var hun blevet tildelt P3s talentpris, to Steppeulvspriser, »Årets talent« ved Carl-prisen og prisen for »Årets nye livenavn« ved Danish Music Awards.
Året inden prisregnen gik hun ned med stress. Hun måtte udskyde koncerter og udgivelsen af en længe ventet EP. Det har sin pris at være en stjerne.
Når hun står på scenen, har hun en særlig forbindelse til de mennesker, der betragter hende. Rødstrømperne ser en flig af deres fortid, generation Z ser deres fremtid. Hvad ser Emilie selv? Nuet?
Hun skulle have åbnet Roskilde Festivals ikoniske Orange Scene om knap to måneder. Foran festivalens 100.000 gæster ville hun have sunget svulmende popballader og soulet r&b fra sit første og eneste album, I Cry A Lot, som udkom i sommer – godt to år efter at Jada havde slået sig fast som anmelderrost artist.
Tillad mig at varedeklarere: Jeg er selv fan. Jeg bilder mig ind, at jeg netop derfor kan sætte ord på, hvad det er, Emilie kan, som er så særligt. Det er uvant at se et ungt menneske stå ved sig selv på den måde. Skyldes idoliseringen, at hun elsker sig selv med hud og hår og insisterer på sin plads i verden? Måske.
Første gang jeg så hende optræde, var på den aarhusianske SPOT-festival i foråret 2017. Jeg havde aldrig hørt om Jada, vidste end ikke, hvordan navnet udtaltes (amerikansk jey-da og ikke det danske ja-da, lærte jeg senere), alligevel tryllebandt hun mig med sin klokkeklare stemme og sit teatralske udseende, der på én gang var guddommeligt smukt og alt for meget. Hun rørte mig så dybt, at jeg følte en forbindelse til hende på stedet.
»Mon hun overhovedet er klar over, hvad hun gør ved os alle sammen?« spurgte min veninde Anna mig forleden, da vi talte om nærværende portræt. Nu ved jeg, at hvis der er en ting, der er sikkert at sige om Emilie, så er det, at hun ved, hvad hun gør.
Måske ser Emilie nuet, men for tiden er nuet sat i stå. Det slår hende dog ikke for alvor ud. »Så skrøbeligt et fundament har jeg slet ikke.« Hun brugte godt nok »48 timer i hjertesorg«, efter at statsminister Mette Frederiksen havde meldt alle sommerens festivaler aflyst. Hun skreg sin smerte ud i bedste melodramatiske divastil og opførte sig i to døgn, som om hun var blevet slået op med af en kæreste, men derefter fokuserede hun mest af alt på at synge. Det er sådan, det er bedst.
»Siden jeg var barn, har jeg følt, at jeg var født med en profeti i hånden. At jeg var kommet for at synge,« siger hun.
Emilie »føler« det meste. Det er sådan, hun formulerer sig. »Jeg føler, at der er plads til mig og mit menneske på scenen.« »Jeg føler, at folk skal føle sig frie og trygge til mine koncerter.« »Jeg føler, at jeg lyder som én lang moraliserende selvhjælpsbog på udsalg.«
Hun pendler konstant mellem følelserne, for Emilie er en »smoothie af følelser«, som hun forklarede i dokumentarserien Jada – Lillebitte, kæmpestor, der blev vist på DR sidste forår. I virkeligheden er Emilie måske ikke en større følelsessmoothie end os andre, hun er bare ikke bange for at vise det.
Kolonihaven købte Emilie for et halvt år siden for at have et sted, hvor hun kunne være uden at skulle føle det hele konstant. I sit arbejde er hun vant til hele tiden at mærke efter. Hvordan lyder det her? Hvordan får jeg det i kroppen, når jeg synger det?
»Jeg kunne mærke et stigende behov for også bare at ... luge.« Hun ler højt, højere end de fleste, og lige op i luften. »Det var et meget specifikt behov. Det kom virkelig snigende.«
– Hvordan har du det så på lugefronten nu, er du opfyldt?
»Ja, nu føler jeg, at jeg har fået luget en god del. Det er virkelig dejligt, tak, fordi du spørger.«
Det er noget af det, der er bemærkelsesværdigt ved Emilie. I en samtale lytter hun opmærksomt og responderer bekræftende med et »Det er virkelig godt sagt« eller et »Det er så rigtigt set«. Når jeg stiller hende et spørgsmål, kan hun finde på at spørge mig om det samme lige bagefter. »Kan du også godt lide at vinterbade?« »Drømmer du også om at bo på landet engang?« Som om hun ikke vil nøjes med at dele ud af sig selv, men vil have noget igen.
Det er en byttehandel, må man forstå. Når man giver så meget, må man også rage tilsvarende til sig. Sådan har det været, siden Emilie var barn i Bisserup på Sydsjælland, hvor hun voksede op »i et musikalsk gøglerhjem« med sin mor og sin lillesøster Frida.
Når Emilie siger, at hun er født med en profeti i hånden, er det ingen overdrivelse. Allerede som barn gjorde hun sig nøje tanker om, hvorvidt hun ville kunne lide at være kendt. Det var en konstatering snarere end et spørgsmål. For kendt ville hun blive, det stod klart.
»Jeg er vokset op med en mor, der sang og spillede teater, og jeg har set, hvor dødalvorligt de alle sammen tog det. Selv om det var en klovneforestilling, så gjaldt det liv eller død. Den der eskapistiske måde at lave kunst på, det er det dejligste i verden. Det er lige nøjagtig det, jeg vil med mine koncerter.«
Eskapisme kommer man ikke sovende til. Jo mere schwung der kommer over Emilies optrædener, desto mere arbejde kræver det. Mere sangtræning, bedre kondition, mere dansetræning, flere møder om, hvordan lyset skal være, hvordan tøjet skal se ud, hvordan vindmaskinerne skal stå. Skal hun dukke op som en overraskelse blandt publikum eller gynge ind på scenen og lave en saltomortale?
»Jeg kan godt forstå, hvis min mor en gang imellem har tænkt: ’Hold da kæft, hvad er det for et lille divabarn, der findes her, og som bare går rundt og synger løs og deler ud og slet ikke er bange for at stille sig op på scenen og tage plads.’«
Indtil for relativt nylig studerede Emilie på musikkonservatoriet i København. Men selv om hjemmet i Bisserup var »ultramusikalsk«, kom ønsket om en musikuddannelse ikke hjemmefra.
»Jeg kommer fra en utrolig autodidakt familie, som altid, også nogle gange på en fjollet måde, har været så bange for det skolede og det pæne eller det rigtige valg. Det har de altid været i opposition til.«
Det er aldrig noget, der har fyldt synderligt meget i Emilies tanker, før hun for alvor begyndte at gå målrettet efter at arbejde med musik.
»En dag ringede min mor og sagde: ’Emilie, jeg føler på en måde, at vi i familien har haft en forståelse af, at hvis det blev for succesfuldt, så gjaldt det ikke rigtigt.’«
»Så spurgte hun mig: ’Føler du også det?’«
»Og så mærkede jeg efter og blev helt forbløffet over, hvordan jeg egentlig havde det.« Emilie ler højt, før hun fremfører sit svar som et teaterstykke:
»’Gud, det føler jeg faktisk.’«
»’Føler du også, at det er det, der måske har holdt dig tilbage indtil nu?’ spurgte hun så.«
»’Gud, det føler jeg faktisk.’«
Netop forholdet til sin mor har Emilie talt om i flere interviews, men ikke desto mindre er det væsentligt for at forstå, hvordan det lille divabarn nu er blevet til en voksen divakvinde.
»Min mor har aldrig vurderet mig. Aldrig. Jeg sang virkelig mange timer om dagen – især som barn ude på landet, hvor der ikke var noget at lave – men min mor har aldrig sagt, om hun syntes, jeg var god eller dårlig. Hun har heller aldrig sagt, at jeg skulle tie stille. Hun har faktisk aldrig kommenteret det overhovedet,« siger Emilie.
»Jeg ved, at hun elsker mig overalt, men sangen betød ikke noget særligt. Hun har altid ladet mig forstå, at jeg havde præcis lige så megen værdi som menneske uden min stemme.«
Det er det, der har gjort, at Emilie nu som 27-årig har et forhold til at synge, som er bundet op på glæde og stolthed snarere end præstation. Det er også det, der har gjort, at Emilie kan læse en overskrift med ordlyden »Ingen andre i Danmark synger som Jada« og ikke alene tro på det, men også hvile i det.
»Jeg fandt lige min dagbog forleden,« fortæller Emilie. »Og jeg kan ikke finde ud af, om det får mig til at lyde som en kæmpe idiot, men nu prøver jeg at sige det alligevel. Jeg gik til gospelkor som 12-årig i Slagelse, og efter en aften med koret skriver jeg i min dagbog: I dag blev jeg taget til side af Signe, som sagde, at jeg virkelig synger fantastisk og bla bla bla. Og jeg tænkte bare: I KNOOOOW.«
Emilie læner hovedet tilbage og ler sin høje, hjertelige latter lige op i luften.
»Det er virkelig, som om jeg bare tænkte: ’Hvor er jeg glad for, at hun endelig opdagede det!’«
Signe var korets dirigent. En voksen kvinde, men det faktum betød ikke så meget for Emilie, der allerede som 14-årig underviste voksne mennesker i sang.
»Jeg har jo været så gammelklog og irriterende. Hvor fik jeg den følelse af autoritet fra? Med det samme kunne jeg bare sige: ’Ja, selvfølgelig kan jeg lære dig noget, du voksne person. Velkommen til, det koster i øvrigt penge.’«
– Har du aldrig følt det modsatte? At du ikke havde noget at bidrage med?
»Jo, det har jeg, men det er mere som menneske. Jeg kan sagtens have sådan nogle dybe tvivlstanker om, hvorvidt jeg må være her. Men det er ikke møntet på min sang. Utroligt nok ikke. Der er jeg bare fuldstændig sikker.«
»Jeg har altid overvejende været sådan her: ’Her er jeg. Velkommen til mig.’«
I kolonihaven læner Emilie sig tilbage i stolen og rækker armene op over hovedet. For nylig var der en, der skrev på nettet, at hun ikke troede på, at Emilies hår under armene ikke var et statement, for hvis det virkelig var sandt, hvorfor løftede hun så armene så usandsynligt meget til sine koncerter? Det fik Emilie til at lave et eksperiment derhjemme, hvor hun forsøgte at tælle, hvor mange gange hun løftede armene på en almindelig dag.
»Jeg fik det sådan helt filosofisk over det og tænkte: Løfter jeg mon armen for at vise mit hår, eller gør jeg det bare for at løfte armen?«
Den høje latter lyder igen, før Emilie slår fast, at eksperimentet viste, at hun løfter armene lige så meget derhjemme som på scenen.
Emilies udtryk har aldrig været så moderne og fuldstændig i sync med tidens mode som nu. Hun har fået så mange unge kvinder til at føle sig – os – smukke med hår under armene. Mon hun ved det? Det har i hvert fald ikke været hendes mål. Hele sin barndom har Emilie set ud, som hun ville. Hun har iklædt sig lange kapper og guldhatte og farvestrålende udklædninger, selv om hun godt kunne mærke, at det var håbløst umoderne.
»Jeg har altid gjort nogle underlige ting, som stak ud. Og det er altid blevet tolket i en eller anden retning. Det er nok bare den måde, vi er i verden på. Vi prøver at forstå mennesker, og det er måske bare lettest, hvis vi har en kasse til dem,« siger Emilie.
»Det sidste, jeg orker, er at være cool og kontrolleret. Jeg har lyst til at være stor i slaget og insistere på noget schwung.«
På en måde har Emilie forklædt sig som aktivist. Hun kan godt forstå, hvis hendes fremtræden giver anledning til, at folk tolker hende som en aktivistisk kunstner. Hun forstår, hvis nogen tror, at når hun har taget stramt tøj på, så må det være, fordi hun »har en eller anden kropspositivistisk måde at leve på«.
Men det er bare ikke sådan, det føles i hende. Det føles udelukkende, som om hun gerne vil se godt ud, være flot og gøre noget sejt.
»Når man lever i et samfund, hvor der er så lidt plads, så vil det jo altid være aktivistisk at kæmpe for mere plads. Men jeg kan godt blive træt af, at det skal være noget stort bare at være. Som om man altid vil være Jeanne d’Arc ved bare at ville findes,« siger Emilie.
»Det vigtigste er, at jeg bistår min sjæl, så godt som jeg kan, og så følger virkeligheden efter det.«
For et par måneder siden så jeg Emilie spille den koncert, som kunne have været en overdådig vinteropvarmning til alle sommerens jobs, men som endte med at blive den sidste koncert i en lang periode.
Efter at have været på turné rundt i landet spillede Emilie i februar tre udsolgte koncerter i løbet af en uge i Vega i København. Egentlig var det meningen, at der bare skulle have været en enkelt koncert, men billetterne blev revet væk i en sådan fart, at hun og bandet annoncerede en ekstrakoncert og sidenhen en mere.
Den aften i Vega blev jeg klar over, at Jadas kunstneriske projekt ikke kun er sat i verden for at få mig og alle andre til at græde af bevægelse. Det er sat i verden for at skabe schwung. I Vega var sceneshowet mere pompøst end nogensinde, koreografien mere indøvet, tøjet vildere og smukkere (trusser, corsage og cowboyhat i denim). De nyskrevne dansenumre var ekstra festlige, og de nye ballader havde fået endnu flere divafraseringer.
»Jeg vil bare gerne have det stort og WAUW! Det er sådan, det føles rigtigt.«
Efter koncerten stod Emilie ikke længere selv og solgte sweatshirts og uddelte autografer og kram. I stedet fortalte hun publikum, at »merch kunne købes ved pigerne i indgangen«.
Emilie føler et virkelig stærkt bånd til dem, som lytter, fortæller hun. Hun føler, at de er i øjenhøjde med hende selv. Hun føler, at publikum strækker sig mod hende og giver noget tilbage. Men Emilie er nødt til at kramme lidt færre, siger hun. Hun er nødt til at holde igen, hvis der skal være noget tilbage, som er hendes eget.
– Har du følt, at der var for lidt, der var dit eget?
»Ja, det har jeg. Især i starten. Fordi jeg ikke havde nogen erfaring med at være noget for nogen i den forstand, som man er, når man er popstjerne eller popsanger, eller hvad man skal kalde det.«
Dengang var Emilies mål at være fuldstændig gennemsigtig. Hun tænkte, at hvis noget var gået galt, så måtte det skyldes, at hun ikke havde været ærlig nok.
»Måske jeg havde tænkt, at folk før mig ikke havde været gennemsigtige nok, og pludselig skulle jeg være det for dem alle sammen. Og det er jo sådan en underlig Moder Teresa-agtig måde at opføre sig på. Altså ... fald lige lidt ned, ikke? Måske det også er ok ikke at ofre sig selv altid.«
Emilie læner hovedet tilbage og ler sin høje latter, som får hende til at virke så gennemsigtig.
»Jeg kan virkelig have en melodramatisk måde at være i verden på. Og så er det godt, at jeg har mine primære mennesker – min kæreste, min familie, mine venner og mit band – som kan sige: ’Ok, Moder Teresa. Måske det er fint nok med bare 80 procent en gang imellem, og så behøver vi andre ikke at høre mere på dig, du.’«
