Hvornår virker videnskab?

Hvorfor accepterer kun halvdelen af amerikanske vælgere den videnskabelige konsensus om menneskeskabte klimaforandringer? Hvorfor er Darwins evolutionsteori stadig så kontroversiel i mange lande uden for Vesteuropa? Hvorfor er en del af venstrefløjen så afvisende over for ny forskning om kernekraft, genetisk modificerede afgrøder eller biologiske kønsforskelle? Hvorfor nægter ellers oplyste forældre at vaccinere deres børn imod de sundhedsfaglige anbefalinger?

Under Brexit-kampagnen udtalte den ledende engelske Brexit-politiker Michael Gove, at »folk i dette land har fået nok af eksperterne«. Goves udsagn reflekterede den indædte modstand mod eksperter og videnskabelige autoriteter, som flere ledende vestlige politikere har gjort til en kernesag igennem de senere år. I 2016 kårede Oxford Dictionary begrebet »post-truth« som årets ord i det engelske sprog, og en flodbølge af bøger har udpeget vores tidsalder som den post-faktuelle tidsalder eller de falske nyheders epoke. Men coronakrisen har indtil nu været en forbløffende opvisning i, hvordan regeringer og millioner af mennesker på tværs af landegrænser rent faktisk er villige til at parere ordre fra videnskabelige autoriteter og radikalt omlægge deres liv, mens regeringsledere som Donald Trump, Boris Johnson og Jair Bolsonaro risikerer at betale en høj pris for deres langsomme reaktion og bagatellisering af pandemiens alvor.