I sidste uge fik Bent Høie mig til at købe en violet iPhone 11 til min datter. Jeg må indrømme, at jeg på forhånd ikke kendte Høie, Norges konservative helse- og omsorgsminister siden 2013, men hans tv-transmitterede tale til sit lands ungdom mandag i sidste uge ramte mig.

Det var ikke måden, han leverede sine ord på, det var ordene i sig selv. Høie fremtrådte ikke som en overlegen taler. Han så ofte ned i sine papirer, og alligevel havde den norske politiker (eller hans taleskriver) mig i sin hule hånd fra »våren du fyller 14 ligger ikke i ro og venter på at du skal komme« til håbet om, at »dere kommer til å danse – selv om det ikke blir noe skoleball«.