DIGTOPLÆSNING I GHETTOEN
FLYVEFORBUD
BOMBEHUNDE OG BARRIKADER
KAMPKLÆDTE BETJENTE PÅ GADEN
OG SKARPSKYTTER PÅ TAGET
JEG PRUTTER PÅ PET I DEN SKUDSIKRE FIREHJULSTRÆKKER
ROCKERTYPE BAG RATTET
HØRESNEGL I ELEFANTØRET
DE INTELLEKTUELLE HAR ALLE SAMMEN SOMMERHUS
OG DE ER BANGE FOR STORMSKADER
DE BOR PÅ ØSTERBRO
OG PLAGES AF BANDEKONFLIKTEN PÅ NØRREBRO
DE VANDER KARTOFLERNE I RÆKKERNE
OG PISKER BØRNENE MED IDYL
DE HILSER HELLERE PÅ EN KENDT
END PÅ EN BEKENDT
JEG LIGGER I FOSTERSTILLING
I MARTIN KRASNIKS BARNESENG
JEG GEMMER MIG SGU HOS EN JØDE
Herunder følger Lars Bukdahls nærlæsning af »DIGTOPLÆSNING I GHETTOEN«
»DIGTOPLÆSNING I GHETTOEN«: Reportageoverskrift, uden kontekst mildt absurd, at der skal digtoplæses i ghettoen, med kontekst højdramatisk absurd, at YHs digtoplæsning i Vollsmose bliver så absurd højdramatisk, med direkte tv-transmission, flyveforbud etc.
»FLYVEFORBUD«: Det faktiske ord for det faktiske, absurde forbud mod at flyve under den oplæsning, men samtidig jo et naturligt bogstavrim, der bliver afsættet for perlerækken af bogstavrim – denne meget lidt lødige poesieffekt (også elsket af Dan Turèll) – ned gennem digtets første del.
»BOMBEHUNDE«: Faktisk ord, der ved nærmere øjesyn bliver akut surreelt, som om hundene er bomber.
»BOMBEHUNDE OG BARRIKADER«: Skamløst bogstavrim og heftigt kategori- og skalaspring fra de levende hunde til de fikserede barrikader.
»KAMPKLÆDTE« og »SKARPSKYTTER«: Naturlige bogstavrim.
»FLYVEFORBUD/
»BOMBEHUNDE OG BARRIKADER/
»KAMPKLÆDTE BETJENTE PÅ GADEN/
OG SKARPSKYTTER PÅ TAGET«: Breaking news-telegramstil, uden udsagnsord, maskingeværagtigt apropos skarpskytterne: ratatatatatata, ekstrem fortælleøkonomi (i forhold til al mulig sløv prosa).
»JEG«: Det ene af digtets kun tre JEGer, dette jeg er trodsigt suverænt.
»JEG PRUTTER PÅ PET«: Skamløst bogstavrim, karnevalistisk vrængen ad højdramatikken og VIP-beskyttelsen.
»FIREHJULSTRÆKKER«: Faktisk ord, men sært poetisk i netop sin omstændelige fakticitet: bil trukket af fire hjul.
»ROCKERTYPE BAG RATTET«: Skamløst bogstavrim, hånsk betydningsomvending: PET-agent som rockertype.
»HØRESNEGL I ELEFANTØRET«: Zoologisk surrealitet gemt i virkelighedssproget fortsat fra bombehundene, her ret insisterende + ekstra hån af PET-agenten.
Linjeknækket fra »HØRESNEGL …«-linje til »DE INTELLEKTUELLE …«-linje: Voldsomt spring fra oplæsningsreportagen til satirisk udhængning af »de intellektuelle« (som dog ikke (i dobbelt forstand) fysisk hånes som PET-agenten), journalisterne og litteraterne, der hyldede og støttede (og beskyttede) ham (og sad på første række i Vollsmose) som skøn, opkørt tirade i egen ret og som bro fra actionoplæsningen til flugten til akkurat en intellektuels Østerbro-lejlighed.
»ALLE SAMMEN SOMMERHUS«: Skamløst bogstavrim/halvrim.
»DE INTELLEKTUELLE HAR ALLE SAMMEN SOMMERHUS/
OG DE ER BANGE FOR STORMSKADER/
DE BOR PÅ ØSTERBRO/
OG PLAGES AF BANDEKONFLIKTEN PÅ NØRREBRO«: Hyperkonkret (og vittig og præcis) satire baseret på geografiske lokationer og afgrunden imellem dem, Østerbro og sommerhusområde (Tisvilde eller Skagen for eksempel) versus Nørrebro og ghettoen i Vollsmose via det privilegerede miks af bandekonflikt-plagsomhed på afstand og stormskadeangst.
»STORMSKADER«: Naturligt bogstavrim, poetisk faktaord og også (ret skjult) zoologisk surrealitet: blæstfugle.
»DE VANDER KARTOFLERNE I RÆKKERNE«: Gloriøst ordspil på det privilegerede kvarter Kartoffelrækkerne i København, en kombination af at »vande høns« (græde) og »hyppe kartofler« (se efter egeninteresser), også link til »at hælde vand FRA kartoflerne« (urinere), uden kartoffel bliver rækkerne ekstra disciplinerede.
»OG PISKER BØRNENE MED IDYL«: Komplekst hardcore-modernistisk paradoks (oxymoron), idyl (absolut plus) som noget, der piskes med (absolut minus), henviser til det første digt i debuten, »BARNDOM«, hvor faren banker børnene på stribe: »ET SLAG ET SKRIG ET TAL 30 ELLER 40 TIL TIDER 50«, kan læses som bitter barndomskontrast, i stedet for tæsk får de intellektuelles børn autentisk idyl, men også mere dæmonisk som påtvunget oplevelse af falsk idyl, rigtighedsregimente.
»BØRNENE« og »FOSTERSTILLING« og »BARNESENG«: Renfærdigt børnespor op imod første halvdels surreelle dyrespor (repræsenterende groteske voksne a la Alice i Eventyrland).
»DE HILSER HELLERE PÅ EN KENDT/
END PÅ EN BEKENDT«: Skamløst ukomplekst, satirisk ordspil i forlængelse af sommerhus/Østerbro-linjerne.
Linjeknækket fra »END PÅ …«-linjen til »JEG LIGGER …«-linjen: Lidt mindre voldsomt spring, fra distanceblændende satire på de intellektuelle og deres børneidyl til jeget undergivende sig forældreomsorg på Østerbro uden forbehold.
»JEG«
Det andet af digtets tre JEGer, dette jeg er stik modsat det første hudløst skrøbeligt.
»JEG LIGGER I FOSTERSTILLING«: Uden næste linje, bare i sig selv, helt nøgen, afmægtig sætning til forskel fra al den hårdkogte reportage, vrængen og satire ovenfor.
»I MARTIN KRASNIKS BARNESENG«: De intellektuelles børneidyl pludselig konkretiseret med navns nævnelse (et no-no i fin poesi til hver en tid) og skjulende og skærmende jeget, med skævt smilende patos en undergravning af undergravningen af de intellektuelles hykleri, bogstavelig patronisering som betimelig samaritaner-praksis.
»JEG«: Det tredje af digtets tre JEGer, dette jeg lader, som om det ikke er hudløst skrøbeligt, men er det jo alligevel.
»JEG GEMMER MIG SGU HOS EN JØDE«: Fandenivoldskhed camouflerende højstemthed, ikke bare en intellektuel, men en jødisk intellektuel åbner sit hjem for en digter, der på bagsiden af sin bog nr. to gentager præsentationen fra debuten: »Stadig statsløs palæstinenser med dansk pas«, link til debutens første digt og dets skred ud i tv-billeder fra Gaza-striben, hvor »FLAG BLIVER BRÆNDT/ HVIS EN ZIONIST IKKE ANERKENDER VORES EKSISTENS«, digteropredning i den omvendte ghetto, poesien såvel som verden går gladelig ikke op, skønt og forbandet nok!
Læs også Martin Krasniks personlige mindeord over Yahya Hassan.
Læs også Simon Pasternaks nekrolog over Yahya Hassan.
Lyt også til en særudgave af En time med Weekendavisen: »Yahya var poesi«
Læs også Martin Krasniks interview med Yahya Hassan: »Jeg blev træt af at være præmieperkeren«
