Bliver ved med at vågne

Når man har anmeldt i mange, mange herrens år, er der nogle forfatterskaber, der rent smagsdomsmæssigt udgør større og vildere dramaer end andre. Eske K. Mathiesen, som jeg anmeldte godt for et par uger siden, har jeg helt udramatisk altid været solidt indtaget i. Juliane Preisler, hvis nye digtsamling, Højtelskende, jeg håbløst sidelæns nu har givet mig i kast med at anmelde, har jeg anmeldt på alle mulige yderliggående måder, fra hys rædsel (patosdryppende Liv, 1996) til måbende fryd (lydgjaldende Drageånde, 2011).

Kurven er, med flere små, zigzaggende udsving, klart gået fra minus til plus – og selvfølgelig vil forfatteren mene, at det er kritikeren, der er blevet modnere, og kritikeren mene, at forfatteren er blevet stærkere – men jeg kan ikke lade være at være spændt på, hvordan konfrontationen vil folde sig ud denne gang, især fordi det pludselig er tre bøger, én digtsamling og to romaner, siden, jeg sidst anmeldte Preisler.