I min seneste klumme slog jeg et slag for monografiens berettigelse som videnskabelig kommunikationsform i en tid, hvor humaniora ukritisk overtager andre videnskabsgrenes privilegerede brug af tidsskriftartiklen som det primære medie. Min pointe var, at den erkendelsesproces og arbejdsform, der er knyttet til monografien, på væsentlige områder adskiller sig fra artikelskrivning – ikke mindst gennem muligheden for at arbejde med sammenflettede, sideløbende og niveaudelte problemstillinger og forskningsspørgsmål.

Et klassisk eksempel på en sådan monografi er den franske historiker Marc Blochs Les rois thaumaturges (De helbredende konger) fra 1924, der kort fortalt er historien om et mirakels fremkomst, storhed og fald. Bogen handler om det kongelige helbredelsesritual, der opstod i Frankrig omkring år 1000 og godt hundrede år senere i England. Man mente, at franske og engelske konger besad evnen til at helbrede kirtelsyge undersåtter (les scrofuleux, les ecrouelles), det vil sige folk, der led af hudtuberkulose. Af samme grund blev sygdommen også kaldt »the king’s evil« i England. Ritualet forsvandt i England, da hannoveranerne satte sig på tronen i 1714, og i Frankrig med Charles Xs kroning i Reims i 1825. Det er forandringerne i troen på miraklet og ritualets udøvelse, der står i centrum for Blochs undersøgelser.