Min far og hans tvillingebror var kun tre år, da befrielsen kom. Min farmor var 24. Min farfar blev skudt. Han var lige fyldt 30. Min far og hans bror er også døde nu, men min farmor lever. Hun lever »en slags liv«, som nogle ville sige. Hun er så gammel, at nogle mener, det kan være lige meget. Men allerede da befrielsen kom, mente hun selv, at det kunne være lige meget. Hun har fortalt om det mange gange, men tit i en lidt ny version, og jeg har hængt ved hendes læber for at få det hele med, for at kende min families historie, deres, vores baggrund, hvad skete der? Nogen må overtage historien og fortælle den videre, nedfælde den. Min farmor har givet mig den opgave mange gange, hun har selv sagt det – at jeg skulle skrive den ned. Men jeg har tit tænkt, at vores historie var så skamfuld og specifik, den var kun vores – hvem kunne bruge den til noget? Og hvordan skriver man en historie ned, der aldrig lyder ens? Var det overhovedet sandt, hvad hun fortalte?

Sandheden kom drypvis. Og jo mere afsløret sandhed, desto mere virkede alting som løgn, også det nye, der blev fortalt; alting blev filtret sammen, den ene historie udlignede den anden. Skal jeg skrive en roman og digte videre for at få det til at se mere plausibelt ud? Men er livet i sig selv overhovedet plausibelt?