Usikkert. Midt i den største krise i generationer mangler Danmark en central definition af, hvad landets kritiske infrastruktur består af. Vil coronakrisen ændre det?

Aldrig beredt!

Coronavirussens overrumplende konsekvenser har fået krisebevidstheden til at brede sig i en grad, der ikke er set, siden verdens ledere hed Kennedy og Khrusjtjov. Det var dengang, man opførte atomsikrede bunkere, stoppede dem med konserves og batteriradioer, foldede hænderne og bad til, at Cubakrisen ville drive over.

Beredskaberne hæves i denne tid atter fra fra øst til vest: I Finland børster myndighederne støvet af mundbind hentet frem fra topsikrede bunkere i dybe skove, i Israel sættes efterretningstjenesten Mossad til alt fra anskaffelse af værnemidler til overvågning af smittebærere, i USA udpeger Det Hvide Hus våbensælgere som en del af landets kritiske infrastruktur, og i Danmark advarer forsvarsministeren om en øget trussel om cyberangreb mod forsyningen af strøm og internet.

En voksende erkendelse af, at Danmark ikke har været tilstrækkeligt forberedt på pandemien, fører nu til debat om de forsvarsværker, der skal beskytte os mod andre udefrakommende kriser.

Kritisk infrastruktur udgør de funktioner i samfundet, der truer vores overlevelse og den offentlige orden, hvis de sættes ud af kraft. Tænk rørledninger, elnettet og forsyningslinjer, der sikrer mad, drikkevand og medicin. Hospitalsvæsenet og Forsvaret. Skibstrafikken. Internettet.

»Coronakrisen har kastet et afslørende lys på vores manglende parathed og fortæller os, hvad der er nødvendigt: Hvilke mennesker vi kan sende hjem, hvilke funktioner vi kan lade gå i stå, og hvilke der er helt nødvendige,« siger André Ken Jakobsson, postdoc ved Center for Militære Studier på Københavns Universitet og forfatter til rapporten Når Hydra Angriber fra 2019, der hudfletter det danske kriseberedskab.

Jakobsson anfører, at Danmark modsat eksempelvis Norge og Finland endnu ikke har en central definition af, hvad landets kritiske infrastruktur egentlig er. Dermed risikerer vi at mangle den afgørende evne til koordinering, når krisen rammer. Det har, siger Jakobsson, allerede haft stærkt uheldige konsekvenser for vores måde at håndtere coronakrisen på.

Kontrolrummet i Kolding

»Vi vil sikre, at der altid er strøm i kontakten, varme i radiatoren, drikkevand i hanen og hurtigt fibernet – livets selvfølgeligheder,« lyder den koldingensiske energikoncern EWIIs mission. For Charles Nielsen, der er direktør for infrastruktur i et forsyningsselskab under koncernen, udgør strømforsyningen kongerigets mest kritiske infrastruktur. Han indså i begyndelsen af marts, at han måtte rulle en nødplan ud for at kunne garantere forsyningssikkerheden for titusindvis af borgere i Syddanmark.

»Er der ingen strøm, kan vi ikke kommunikere med hinanden eller få adgang til vand,« siger Nielsen, der tjente som løjtnant i Forsvaret i sluthalvfjerdserne og beskriver sig som en koldkriger med beredskab i blodet. På hospitalerne sørger nødgeneratorer for det mest kritiske, men mange har ikke generatorer, og uden strøm er det et spørgsmål om timer, før samfundet kollapser. Uden strøm, slutter Nielsen, »så kan vi ikke noget«.

Strømforsyningen til de tusindvis af hjem i Kolding, Vejle og Fredericia, som Charles Nielsens stab har ansvar for, sikres fra et kontrolrum med skærme fra gulv til loft, der bemandes døgnet rundt af ansatte med særlig ekspertise og erfaring. Hvor mange vil han af sikkerhedshensyn ikke oplyse.

»Går de mennesker hen og bliver syge på samme tid, kan jeg ikke levere strøm,« tænkte Nielsen, da coronakrisen greb om sig. Han sammenligner skrækscenariet med et mandefald af kirurger på et hospital. Hans nødplan var allerede sat i værk, da statsministeren lukkede Danmark ned den 11. marts:

Virksomhedens beredskabsmøder, der før krisen fandt sted en gang i kvartalet, afholdes nu hver eneste morgen. Der sørges for, at de ansatte i kontrolrummet aldrig møder hinanden. Flere arbejder hjemmefra, selvom det ikke er optimalt. Et ekstra kontrolrum til nødsituationer er taget i brug for at minimere antallet af personer, der har deres gang samme sted. Rengøringsfolk er forment adgang, medarbejderne spritter selv af; borde, armlæn og skærme. Tastatur og computermus medbringer de selv. Kontrolrummene er låst indefra og markeret med rødhvide beredskabsbånd, der kendes fra vejafspærringer.

Charles Nielsen har før været bekymret. Store strømsvigt er uhyggelige. Der er ikke gået mere end et par måneder siden den nat, hvor der pludselig udbrød brand i en af hans transformaterstationer inde i Kolding, og 20.000 danskere var overladt til januarmørket i flere timer. Men det her er alligevel anderledes. Aldrig før har han set sig nødsaget til at skrue så højt op for sikkerheden.

Finsk totalforsvar

I tilfælde af krig, naturkatastrofer, cyberangreb eller andre anslag mod Danmarks kritiske infrastruktur hviler vores beredskab på det, der kaldes sektoransvarsprincippet.

»Det betyder, at de myndigheder, der har ansvaret til daglig, også har ansvaret, når en krise opstår,« forklarer André Ken Jakobsson fra Center for Militære Studier. I en akut krisesituation træder Den nationale operative stab (NOST) til for at hjælpe med koordinationen af beredskabet. Men det er ikke nok, mener kritikere af sektoransvarsprincippet. Ifølge Jakobsson kan der opstå en farlig situation, hvor forskellige myndigheder ikke formår at tale ordentligt sammen og fordele ressourcerne under en akut krise. Prioriteterne bliver uklare, fordi man ikke opererer med en central definition af, hvad der egentlig udgør statens kritiske infrastruktur, når lokummet brænder.

»Man hælder ansvaret ned i de forskellige sektorer, der opererer som små siloer, som får meget svært ved at tale sammen. Der kan mangle en overordnet styring,« forklarer André Ken Jakobsson, der frygter et scenarie, hvor vi »fægter i blinde, når vi skal beskytte en kritisk infrastruktur, som ingen ved, hvad er«.

Under den nuværende krise har Finland fået opmærksomhed for sine hemmelige depoter med mundbind og medicin, men bag overskrifterne gemmer sig en historie om en årtier lang forfinelse af landets beredskab. Efter Den Kolde Krig, hvor vestlige lande satte deres lid til fredstanken, tvang naboskabet til Rusland finnerne til at forblive årvågne, fortæller André Ken Jakobsson.

Landet har blandt andet et »situationscenter«, der hører under statsministerens kontor og står for den centrale koordination af landets beredskab, samt en ekstremt omfattende sikkerhedsstrategi, der indeholder bestemmelser for, hvordan hele det finske samfund skal forholde sig under en krise.

»Man er helt ude i små landsbyer, hvor også virksomheder og religiøse samfund har en rolle at spille, når man skal beskytte Finland under krise eller krig,« forklarer Jakobsson.

Det er netop en tæt kontaktflade mellem regeringen og eksempelvis det private erhvervsliv, der har manglet under coronakrisen, ifølge André Ken Jakobsson.

»Det tog rigtig lang tid for regeringen at opdage, at private firmaer og forskningsinstitutioner også havde en testkapacitet,« siger han og fremhæver manglen på værnemidler i sundhedsvæsenet som endnu et eksempel på en utilstrækkelig kontakt til det private erhvervsliv.

Endelig fremhæver forskeren, at det skulle tage næsten en måned, fra WHO henstillede verdens lande til at forberede sig på en pandemi, før Lægemiddelstyrelsen begyndte at kortlægge, hvor mange borgere Danmark havde kapacitet til at teste.

»Det er måske det mest kritiske punkt, for det har konsekvenser for den strategi, det har været muligt at forfølge,« siger André Ken Jakobsson.

Farlige kinesiske investeringer

Under coronakrisen har endnu en bekymrende udvikling ifølge forskeren understreget behovet for en omlægning af det danske kriseberedskab.

I Financial Times advarede konkurrencekommisær i EU, Margrethe Vestager, søndag om, at Kina kunne udnytte krisen til at investere i europæiske virksomheder og dermed skade vores konkurrencedygtighed. Men heri ligger også en underbelyst sikkerhedspolitisk fare: Med den galopperende teknologiske udvikling udgøres Danmarks kritiske infrastruktur i stigende grad af den knowhow, specialiserede virksomheder skaber, og frygten er, at kinesiske firmaer vil købe sig ind i den viden. I Sverige har man ifølge Financial Times blandt andet set, hvordan et firma, der laver mikrochip, blev opkøbt af en kinesisk koncern, der har leveret teknologi til folkehærens udvikling af droner og kampfly.

Selv om ny lovgivning er på vej, er Danmark ifølge André Ken Jakobsson dårligere klædt på til at afværge kinesiske investeringer i kritisk infrastruktur end flere andre vestlige lande, fordi vi mangler en central definition af, hvad infrastrukturen består af.

Tilbage står spørgsmålet om, hvorfor Danmark ikke omlægger beredskabet.

»Den største grund til det er, at det er udgiftskrævende. Begynder vi at definere, hvad der er kritisk infrastruktur, skal vi også til at betale for at beskytte det,« siger Jakobsson. Fredstanken efter Den Kolde Krig har fået investeringer i beredskabet til at virke overflødige, lyder forskerens kritik.

– Er det ikke forståeligt, at politikerne ikke har prioriteret snak om dåsebønner og bunkere i Rold Skov?

»Man har formået at have den her debat i andre lande. Det handler om, at de politiske eliter skal tage ansvaret på sig og skabe opbakning til, at der skal bruges penge til det her. Danskerne skal forstå, at verden er farlig. Den bevidsthed bliver nødt til at genopstå i Danmark, for at vi kan forberede os på de chok, som coronakrisen er et eksempel på.«

Charles Nielsen har fulgt tankegangen i beredskabet gennem 30 år. Han husker, hvordan Murens fald førte til forventningen om fred og ro, og hvordan truslen i cyberspace begyndte at skabe panderynker for ti år siden. Nu har vi den værste pandemi i 100 år.

Nielsen ønsker ikke at gå for langt ind i bedømmelsen af Danmarks nationale beredskab, men han minder gerne om, hvor altafgørende det er, at den kritiske infrastruktur virker, som den skal. Den nat i januar, da strømmen gik i timevis i Kolding, blev han kaldt på vagt. Danmarks syvendestørste by var ikke til at kende.

»Der var 20.000 mennesker uden strøm og varme og ingen trafiklys, der virkede. Det var koldt,« husker Charles Nielsen, »og det var mørkt«.

Side 4



Skribenternes avis

Leny Malacinski

Arne Hardis

Skribenternes avis

Hans Mortensen

Aske Munck