Visse kritisk selvbevidste forfattere kan ikke nøjes med at kalde en roman for en »roman« – heriblandt i den grad det gennem årene stadig mere blaserte, prosaiske naturtalent Lars Frost, der tidligere har udgivet både en »knaldroman«, Smukke biler efter krigen, og en »ingeniørroman«, Ubevidst rødgang. Titlen på hans fantastisk irriterende (mere end irriterende fantastiske, men også lidt irriterende fantastiske) nye bog er helt enkelt Havet, mens genrebetegnelsen er »ars topiaria«, der vistnok er betegnelsen for den særlige havekunst, der klipper eller fremkultiverer figurer, abstrakte og figurative, af træer og buske.

Og den kunst kan man på en eller anden anstrengt måde godt sige, at Lars Frost praktiserer i sin bog – og at enhver kunstner gør i et ethvert kunstværk. Men snarere end at gøre figurer af virkeligheden gør Frost figurer af litteraturen. Der er tale om en dyb, nærmest stresset pastichiøs bog. Af alle ikke ubetydelige kræfter bestræber skriften sig nemlig på at te sig som gammel og rigtig gammel skrift, som gammel modernisme og gammel traditionalisme skiftevis og oven i hinanden, hvilket på sin egen sære, travlt flaksende facon lykkes overmåde godt og flot.