Kronik. Myndighederne har ikke kunnet lære af de bedste lande i kampen mod COVID-19. Er det den sædvanlige uvilje mod at indrømme fejl, eller er det vores jantelov, der er på spil?

Forvirrede myndigheder

Forvirrede myndigheder

 

Niels Høiby, Professor i klinisk mikrobiologi, overlæge, dr.med. ved Rigshospitalet, regionsrådsmedlem i Hovedstaden for LA

COVID-19-pandemien kom bag på sundhedsmyndighederne, selvom WHO allerede i slutningen af december var blevet advaret af Taiwan om den nye smitsomme lungeinfektion i Wuhan. WHO erklærede først situationen for en »global health emergency« 30. januar og for en pandemi 11. marts, og da var 114 lande ramt af COVID-19. Kina blev kritiseret for de drastiske forholdsregler, de indførte 23. januar, som viste sig at virke, så reproduktionstallet (R0, hvor mange en COVID-19-patient smitter) faldt fra 2,2-3,6 til under 1 i de andre kinesiske storbyer som Shanghai og Beijing, hvor dødeligheden var 0,98 procent, næsten en sjettedel af den i Hubei-provinsen, hvor pandemien startede. Antallet af smittede i Kina fladede ud efter tre uger, og antallet af nye smittede var fra midten af februar større uden for Kina.

Efterhånden indførte de fleste lande lignende forholdsregler, tidligst og med størst succes i Taiwan, Sydkorea, Japan og Singapore, hvor man også virustestede omfattende med kontaktopsporing, isolation og karantæne og dermed opnåede en enestående lav forekomst og dødelighed af COVID-19. Helt galt gik det i Europa og USA.

Det første danske tilfælde blev påvist 27. februar, men isolationsforanstaltninger blev først indført 12. marts og strammet 17. marts, så Danmark lukkede. Man gik fra en inddæmningsstrategi, hvor de få importerede smittede diagnosticeres og isoleres og kontakterne opspores og sættes i karantæne, til en afbødningsstrategi, hvor kun de behandlingsskrævende patienter diagnosticeres. Derved mister man helt overblikket over smittens spredning i samfundet. I Island, Norge og Færøerne lærte man i modsætning til Danmark af de dygtige østasiatiske lande og virustestede mange tidligt i epidemien. Udmeldingerne fra vores myndigheder var skiftende. Sundhedsstyrelsen er dybt afhængig af rådgivning fra eksperter, det vil sige Statens Serum Institut. Desværre var rådene ikke i overensstemmelse med WHOs anbefalinger og afveg fra andre europæiske lande, således at muligheden for omfattende test blev afvist, og man i stedet talte om flokimmunitet. Ligeledes talte man om et stort mørketal, det vil sige omfattende smitte af personer, som ikke blev diagnosticeret, og man hævdede, at masker ikke forebygger smitte, hvilket befolkningen ikke troede på, da masker anvendtes i mange andre lande. Til gengæld anbefalede man at bruge FFP2-masker, som ifølge Arbejdstilsynet ikke beskytter mod bakterier og virus, men det mente Seruminstituttet alligevel, at de nok gjorde. Der blev fremstillet en video på Rigshospitalet, som hævdede, at personalet godt kunne gå på arbejde, hvis de havde almindelige forkølelsessymptomer. Efter voldsom kritik blev den dog fjernet igen, men 1. april var 224 ansatte i Region Hovedstaden og Region Sjælland sygemeldt på grund af coronavirussmitte.

Det mystiske mørketal er kun mystisk, fordi man i Danmark hurtigt gik til afbødningstrategien, hvor man holdt op med at virusteste personer, der ikke var indlæggelseskrævende. I andre lande som Østrig, Island, Tyskland og Færøerne har man brugt virustest til at vurdere mørketal og fundet, at omkring én procent af befolkningen er ramt af sygdommen. Mine egne beregninger ud fra de officielle danske tal viste 30. marts, at 0,7 procent af befolkningen var smittet, og mørketallet således var på 92 procent af alle smittede. Seruminstituttet lancerede så en antistoftest fra Kina, som i to varianter bliver afprøvet på bloddonorer og sundhedspersonale og angiveligt skulle finde knap tre procent af de testede som havende haft COVID-19. Problemet med den test, som netop er publiceret, er, at den er udviklet i stor hast siden midten af februar på et meget lille patientmateriale og med teknisk velkendte falsk positive-resultater, som man søger at eliminere, og med nogle kontroller, der ikke omfatter andre coronavirustyper, som giver luftvejsinfektioner også i Danmark, og måske kan give falsk positive-resultater. En naturlig skepsis er vist på sin plads. Så myndighedernes fornemmelse for mørketallets størrelse forbliver meget usikker og svarer ikke til de virustest-baserede tal fra Island, Østrig og Færøerne – eller mine beregninger.

Vores hjemlige epidemibekæmpelse er således med afbødningsstrategien, hvor man ikke virustester bredt, gået over til – i stilhed – at man håber på udbredt smitte over længere tid, hvorved man skåner sygehusvæsenet mod kollaps og opnår, at mindst 50-60 procent af befolkningen bliver immune, som man mener er tilstrækkeligt til at opnå flokimmunitet, så en anden bølge af epidemien ikke breder sig, da mange så er immune. At det så vil koste måske over 10.000 ekstra dødsfald, omtaler man helst ikke. Immuniteten er også usikker, fordi COVID-19 muterer og rekombinerer ligesom influenza A-virus. Ifølge WHO er eneste vej til at opnå flokimmunitet at anvende en vaccine, som nok ligger mindst et år ud i fremtiden, og som måske skal ændres årligt på grund af mutationer. Men selv omfattende vaccination fører ikke til holdbar flokimmunitet, som vi ved fra børnesygdommene og børnevaccinationsprogrammet. Sideløbende med COVID-19-epidemien har vi nemlig for tiden en landsdækkende kighosteepidemi, på trods af børnevaccinationerne, og den rammer ikke kun børn, men alle aldersgrupper. Flokimmunitet gennem smitte var hele tiden et fatamorgana. Regeringen har for længst sat sig ud over den varierende og forvirrende rådgivning fra Sundhedsstyrelsen og Seruminstituttet og gennemført en lukning af Danmark i over fire uger. Det har været meget effektivt, som man kan se på reduktionen af antal nye smittede og indlagte patienter og patienter på intensivafdelinger og i respiratorer. Seruminstituttets prognose om, at epidemien først vil toppe efter påske, og hvor mange der skulle indlægges på intensivafdeling og i respirator, har været voldsomt overdrevet, da reduktionen startede allerede for 14 dage siden, men disse observationer har først efter påske fået dem til at ændre prognosen, selvom de stadig påstår, at deres matematiske model ikke ramte skævt!

Nu er R0 beregnet til 0,6 og vil måske efter deres model stige til 0,8, så epidemien vil ikke sprede sig igen, hvis deres beregninger denne gang skulle passe.

Regeringens gradvise genåbningsplan kan derfor formentlig blive en succes, men for at en genopblussen af spredningen af COVID-19 skal undgås, skal der testes bredt, så eksemmpelvis skolebørn med tegn på luftvejsinfektion testes, og hvis de er positive sættes i isolation, og at deres kontakter opsøges, testes og sættes i karantæne. De tomme hoteller kunne anvendes til formålet. Der vil med sikkerhed komme nye tilfælde, men den skitserede strategi er med held brugt i Kina, Taiwan, Sydkorea, Japan og Singapore og anvendes også i Tyskland, men vi vil ikke lære af de landes erfaringer eller af WHOs anbefalinger. Myndighederne har vist sig ikke at være klar til benchmark med de bedste lande. Er det den sædvanlige uvilje mod at indrømme fejl, eller er det vores jantelov, som nu anvendes på de dygtige østasiatiske lande – og Færøerne?

 

Dette er en kronik og udtrykker derfor alene skribentens holdning. Forslag til kronik sendes til opinion@weekendavisen.dk.

Side 13