TEL AVIV – Normalt plejer vi at give hinanden hånden, når vi mødes, og måske også et lille knus. Nu er al nærkontakt forbudt. På grund af smittefare skal vi holde to meters afstand til hinanden og må udtrykke venskab og intimitet på nye måder. Det er en udfordring for danskerne at omstille sig til de nye rutiner, men det er småting i forhold til, hvad man er oppe imod længere sydpå, i de varme og spontane middelhavskulturer, hvor kindkys og omfavnelser på en helt anden måde er en indgroet del af den daglige omgang med hinanden. Det er i hvert tilfælde noget, vi forbinder med Italien og Spanien, hvor man for længst har indset, at det aktuelt er et stort problem. Og ovre i den østlige ende af Middelhavet, i Israel, er problemet måske endnu mere udpræget. Derfor er man nu meget opmærksom på, at dette er et adfærdsmønster, som det kan være vanskeligt at bryde med nok så mange formaninger og påbud fra det offentlige.

»Det er en kulturel kode, som vi i fagkredse kalder den indirekte intimitet, og nu ser vi, at den er vanskelig at knække,« siger Gad Yair, som til daglig er professor i sociologi ved Det Hebraiske Universitet i Jerusalem. I disse tider træffes han på behørig afstand, over en Skype-forbindelse fra Boston, hvor han for tiden underviser på MIT.