Den rosa blomsterregn

Jeg har aldrig været i Japan. Jeg har aldrig stået på en parkeringsplads, på en rulletrappe eller i en elevator i Japan. Men af og til tror jeg næsten, at jeg har. Jeg mærker en brise, fornemmer en duft, hører for mit indre øre nogle stemmer, som jeg synes lyder umiskendeligt japanske. Hvorfra stammer disse små, ofte sødmefulde, ofte fint stiliserede sansebedrag? Fra utallige film, naturligvis. Og fra al den klassiske og moderne japanske litteratur, som flittige oversættere har givet mig mulighed for at læse.

Tre små nye oversættelser er netop nået frem til mit skrivebord. Jeg åbner den første: den buddhistiske munk Kamo no Chōmeis klassiker Hōjōki, som Kirsten Refsing på bedste og mest samvittighedsfulde vis har oversat og givet titlen Den vemodige eneboer, og befinder mig nu – som ved et trylleslag – i bjergene uden for Kyoto anno 1212. Og jeg, der synes, at mit land, min verdensdel og hele verden som sådan skal stå gruelig meget igennem i disse uger, kan nu til sammenligning se, hvad den dengang 60-årige hr. Chōmei havde at fortælle. Ikke så lidt, viser det sig. For de første to tredjedele af Hōjōki består faktisk ikke af andet end en lang liste over alle de katastrofer, han siden sin barndom har været vidne til. Den ildebrand, der hærgede Kyoto i 1177 for eksempel. Eller den tornado, der i 1180 ødelagde kvarteret omkring Nakanomikado-gaden og Kyoogoku-gaden. Eller den hungersnød, der et efterår fulgte en sommers slemme tørke. Dengang lå hundreder af ubegravede lig og stank i gaderne, kan hr. Chōmei huske. Dengang spærrede ligene for de oksekærrer, der ellers skulle have kørt ad landevejen langs floden.