Debat. Det er langtfra første gang, at kulturens betydning under en national sundhedskrise har været aktuel.

Corona, kolera og kultur-kroner

Corona, kolera og kultur-kroner

 

Af Peter Pentz, museumsinspektør, dr.phil. og kurator

I 1853 blev Danmark ramt af koleraen. Første tilfælde blev konstateret 11. juni, på »Fandens fødselsdag«, som vittige hoveder sagde. De blev dog stille i løbet af sommeren, da antallet af døde efterhånden rundede de 5000. Nu »vinder den djævel ganske langsomt og metodisk frem ...« skrev Christian Jürgensen Thomsen, Nationalmuseets skaber, i et brev til sin elev Jens Jacob Asmussen Worsaae. Knap tre måneder inden landet fik sin første kolera-patient, havde Thomsen åbnet dørene for endnu en udstilling, Antiksamlingen, i Prinsens Palæ i København, hvor National­museet stadig har til huse.

En måned efter den skæbnesvangre junidag kulminerede koleraen. Antallet af døde oversteg 100 om dagen. Lægerne var uenige. Alle var nervøse, man vidste, det var smitsomt, men ikke, hvordan det smittede. Man prøvede at forbyde større forsamlinger, men det var vanskeligt. Nogle af kulturinstitutionerne lukkede, sådan som Det Natur­historiske Museum.

Men Christian Jürgensen Thomsen vægrede sig ved at lukke Nationalmuseet. Han skrev til Worsaae: »... det ville være det nemmeste ... at lukke museerne – men erfarne læger er af en anden mening. Når bare de ikke bliver overfyldte, siger de, er det af stor nytte, at folks tanker abstraheres, og det vil netop museer bevirke.« Og i et andet brev: »... mens de (folk) ser museet, tænker de ikke på kolera.«

MAN KAN vel tvivle på, om Thomsens beslutning var den rigtige. Mange besøgende havde Nationalmuseet dog ikke under epidemien. »Kom der mange, ville jeg betænke mig,« skriver han også. »Undgå forsamlinger, hvor mange kommer sammen i et lille rum, åbn museer, og der sker noget nyttigt ...« afslutter han et af sine breve til Worsaae.

Christian Jürgensen Thomsen var helt klar over museets »nytte« og museets betydning for offentligheden, også i vanskelige tider.

Nu, i 2020, er det en anden smitsom sygdom, coronaen, der huserer. I den daglige debat står kulturlivet svagt og har plads langt tilbage i køen, når talen falder på støtteordninger. Politikere har ligefrem kaldt det »upassende«, at spørgsmålet om støtte kom frem.

Man må konstatere, at en stor del af befolkningen er usikre over for kultur­livet.

Statens og kommunernes finansiering af kultur, hvad enten det er på nationalt plan eller lokalt niveau, opfattes ikke som et offentligt gode på linje med for eksempel uddannelse eller sundhed. Den politiske debat har et problem med kultur. Der er en nervøsitet over kunst og kultur i vores politiske diskurs.

EN DEL af problemet er nok, at kultur og kulturliv ikke er velafgrænsede størrelser. Spørger man en arkæolog eller en antropolog, vil de sige, at kultur er det hele. Arkæologen kan for eksempel tale om Maya-kulturen, hvormed han eller hun mener hele Maya-samfundet. For politikerne, ser det ud til, er kultur kun det, der hører til Kulturministeriets ressortområde, eksempelvis teatre, museer, forfattere og kunstnere, medier og sport.

Usikkerheden ved og utrygheden over for, hvad kultur egentlig er, har været med til at gøre kulturlivet sårbart over for ligegyldighed eller måske ligefrem angreb. Måske bærer vi, der i det daglige arbejder i kulturinstitutionerne, en stor del af skylden. Debatten om tilskud og støtte er foregået i et lukket rum mellem fagfolk og politikere, og for eksempel museumsverdenen har haft travlt med at fodre politikerne med tal, besøgsstatistikker og »gode historier«. Højst, hvis talen er faldet på kulturens værdi i samfundet, har det drejet sig om inklusion af samfundets svage grupper. De få diskussioner, der har været om kulturens generelle »værdi« for offentligheden, er oftest foregået uden deltagelse af denne »offentlighed«.

Det er ærgerligt, for kulturarbejderne er nødt til at indse, at politikere hellere finansierer, hvad offentligheden kræver, end hvad kulturarbejderne foreslår.

INDRØMMET, det er ikke let at definere kulturel værdi – det, som Christian Jürgensen Thomsen kaldte »nytte« – og vanskeligt at formulere, hvorfor kultur er vigtig i politik og det offentlige liv. Det er nemt at kaste en masse ord om den kulturelle oplevelse og værdi for det enkelte menneske på bordet.

Det er ord som indlevelse, fordybelse, erkendelse, forståelse og beskrivelser som vidunderlig, smuk, opløftende, udfordrende, stimulerende, tankevækkende, foruroligende ... man kunne blive ved.

Alle ord, der fortæller om det, der former et menneskes selv og selvets plads i verden. Det er værdi, men hvordan omsættes personlige, indre oplevelser til politiske prioriteringer? Heller ikke værdien for offentligheden som helhed kan sættes på formler eller gøres op i tal. Det er noget med fællesskab, samhørighed og identitet i en helhed.

INDTIL VI, altså de »kulturelle fagfolk«, sammen med offentligheden tør tage det store spørgsmål om kulturens værdi op, kommer vi nok ingen vegne. Tal, statistikker og målbare størrelser er med til at flytte debatten et forkert sted hen, men en anden forhindring ligger hos fagfolkene selv. Kulturarbejderne er ikke en stor sammenhængende gruppe, og mange af os er dybt forankrede i vores eget felt. Vi er ydmyge over for at tale på hele kulturens vegne. Men skal vi komme tættere på en afklaring af kulturens offentlige værdi – Thomsens nytte-begreb – så er det nødvendigt, og det bør ske med offentlighedens medvirken.

Christian Jürgensen Thomsen kæmpede (også) for større bevillinger til kulturen. »Åbn museer, og der sker noget nyttigt,« havde Thomsen skrevet midt under den varme sommer i 1853, mens epidemien var på sit højeste i koleraens København. Nationalmuseet havde han holdt åbent.

Den 3. oktober 1853 meddelte Berlingske Tidende, at koleraepidemien måtte anses for overstået. Da var Thomsen gået i gang med at pakke museets samlinger ned. En stor bevilling var gået igennem Rigsdagen, og han kunne påbegynde en større ombygning af museet. Da bevillingen blev forhandlet i Rigsdagen, havde den nationalliberale Orla Lehmann taget ordet.

Det var ikke en bevilling til Thomsen, sagde han. Nej, kulturpengene var til folket, til de »husmænd, ja, børn ...«, der havde samlet de genstande, de havde fundet »i den tanke, at det ... kommer til nytte«.

Den elev, Thomsen havde delt sine tanker med om kolera, kultur og vigtigheden for offentligheden, var J.J.A. Worsaae. I dennes svarbreve til Thomsen finder man ingen overvejelser om Thomsens »nytte«, hverken under krisetid eller i det hele taget. 20 år efter blev Worsaae udnævnt til kulturminister.

Dette er et debatindlæg og udtrykker alene skribentens holdning. Forslag til debatindlæsg sendes til opinion@weekendavisen.dk

 

Læs også interview med professor Kim Woo Joo, der har brugt 30 år i forreste linje i kampen mod smitsomme sygdomme.

Læs også om, hvordan coronakrisen gør internettet til et farligere sted end nogensinde, når medarbejderne arbejder hjemmefra: »Cybervirus«

Læs også om, at børn – selv de kræftsyge – rammes ikke så hårdt af COVID-19 som voksne: »De små fightere«

Side 12



Skribenternes avis

Leny Malacinski

Arne Hardis

Skribenternes avis

Hans Mortensen

Aske Munck