Debut. Sofie Malmborgs debutroman om købmanden, finansmanden og slavehandleren Frederik Bargum skal læses for sit tidsbillede.
Profession: Lykkeridder
Det er et godt og dramatisk stof, Sofie Malmborg har valgt til sin historiske debutroman. Tiden er den florissante periode i anden halvdel af 1700-tallet, hvor Danmarks skibsfart blomstrede, formuer blev flerdoblet, og forretningspartnere snød hinanden og myndighederne, hvis de kunne slippe af sted med det. For den foretagsomme var køb og salg en kunstart, som ikke skulle lade sig begrænse af sarte følelser.
Frederik Bargum, købmand, finansmand, slavehandler m.m., var i det virkelige liv og er også i romanen inkarnationen af den livsholdning. Sofie Malmborg, der er uddannet som antropolog, er gået systematisk til værks i udforskningen af hans meritter, og hvor den konkrete viden slipper op, digter hun. Det er der kommet en engagerende roman ud af med kig ind i handelslivets irgange midt i en oplysningstid.
Del: