Majestætiske bjerge med snedækkede tinder, grønklædte dale og fredelig sameksistens mellem dyr og mennesker. Så sukkersødt og børnevenligt optegnes livet i gamle dage i begyndelsen af Dino Buzzatis Bjørnene fra Sicilien, men det skal snart vise sig, at billedet er en romantisk kliché, som bliver opløst i groteske situationer og blodige konflikter. Hverken mennesker eller bjørne er særligt søde; men omtrent lige lidt snu, intrigante og magtliderlige, når det kommer til stykket. Bjørnebørn smelter dog de hårdeste hjerter, især når de bliver tvunget væk fra deres forældre.

Bjørnene fra Sicilien udkom oprindeligt i 1945 og finder sted i et imaginært historisk landskab, hvor en gruppe sicilianske bjørne er søgt ned fra bjergene for at leve blandt mennesker. Dyrene lider som følge af snestorme og mangel på føde, og de forestiller sig en bedre tilværelse uden sult og kulde i menneskenes frodige verden, som de dog kun kender på afstand. Som flere nutidige fortolkere af Buzzati har gjort opmærksom på, kan bjørnene ses som en slags tidlige klimaflygtninge. Naturens ubalancer fører uvægerligt til konflikter, synes budskabet i den læsning at være.