Jeg ved ikke, hvorfor jeg vågnede, men jeg kan huske, at jeg vågnede meget tidligt, så tidligt, at jeg ikke kunne stå op, og så sent, at jeg måske havde sovet det, jeg skulle. Somme tider vågnede jeg, fordi Søren snorkede, og somme tider, fordi han ikke var der, men den nat lå han og sov fredeligt helt ude på sengekanten langt væk fra mig; jeg kunne ikke høre hans åndedræt og rakte hånden ud for at røre ved ham for at mærke, om han levede og åndede og var varm.

Han var i live. Selvfølgelig var han i live, for han var i sin bedste alder. Han var høj og slank og muskuløs og stærk, han levede sundt af min mad, han drak ikke, røg ikke, han dansede ikke, han spillede ikke kort, han elskede at synge, at fortælle historier, han elskede sit arbejde, at tale med kunderne. Han elskede ikke at tale med mig. Han sagde i virkeligheden aldrig rigtig noget til mig mere, ikke noget vigtigt, men måske noget om måltider, kirken, kunderne, værkstedet, om Norge, om Tyskland, hvad der stod i aviserne, alle de ting, han var optaget af, eller som var strengt nødvendige, men ikke noget af det, jeg nok engang havde troet, min mand ville sige til mig, når vi engang var gift.