For billedhuggeren Ingvar Cronhammar åbner de sene aftentimer et inspirerende udsyn over enge og motorvej: »Konfrontationen mellem dyrevekslerne på heden og trafikken på motorvejen, fortiden i nutiden. Det er yndefuldt og antager helt nye konturer, når mørket sænker sig.« Mødet mellem ulige elementer kendetegner også kunstnerens værker, hvoraf nogle ligner monstrøse maskiner eller »en blanding af Arnold Schwarzenegger og Netto«, mens andre har en sart skønhed. »Mine værker er små forsøg på at lave nogle shelters, hvor man har ret til at holde sin kæft,« som han sagde i et interview før en udstilling i Cisternerne på Frederiksberg i 2015, hvor han med et labyrintisk forløb med vandsøjler, lys og musik skabte en stemning af uvirkelighed. Andre »små forsøg« har resulteret i enorme værker som Elia uden for Herning, der med en diameter på 60 meter og fire 32 meter høje søjler med kunstnerens egne ord står som »et brøl i landskabet«.

Cronhammar hører til eliten af danske billedhuggere, og der findes en del bøger og artikler om hans kunst. Nu har journalist og forfatter Kirsten Jacobsen, der før har skrevet portrætbøger om kendte mennesker, skrevet en bog om »mennesket Ingvar«. Titlen er Med Gud i den ene hånd og tvivlen i den anden, og bogen er blevet til under en række roadtrips, hvor Kirsten Jacobsen har ledsaget kunstneren på køreture rundt i Jylland, mens han har fortalt om landskaberne, stederne, anelserne og inspirationen. Hensigten er »at brede indsigten i kunstneren selv og forståelsen for det kraftfuldt søgende i hans værker ud til en endnu større kreds«.