Jeroni­mussens sang

Fuldt læselykkelig kunne jeg sagtens nøjes med at anmelde tekststykket side 364-369 i Vibeke Grønfeldt nye, tæppebombende generøse roman-fragmentarium Glasluft, der nemlig behørigt detaljeret beretter om jegfortælleren og -skribleren, forfatteren Elvine Brinks intenst neurotiske forhold til gulve og begynder sådan her:

»Husets gulve har altid været afgørende for mig. Mine øjne har klæbet til dem og set enhver fejl, plet eller krumme, ethvert slidmærke. Da mor havde lakeret gulvet i mit værelse, nænnede jeg ikke at træde på det. Det var, som om selv det mest forsigtige strømpetrin ville afsætte et uudsletteligt spor.«