Kirsten Thorups dybt forrygende nye roman, Indtil vanvid, indtil døden, starter in medias res eller ræs måske snarere: Året er 1942, og Harriet, 32-årig hovedperson og jegfortæller, skramler af sted i toget fra København til München, mens krigen raser forbi uden for vinduerne. Tempus er akut nutid og sætningerne stakåndet, telegramagtigt korte. Vi er her trekvart nede på allerførste side – Dan Turèll talte i 1970erne foragt­­­fuldt om menstruationslyrik, dette er, ikke uden polemisk brod, ram menstrua­tionsprosa:

»Aggressionerne sidder uden på tøjet. Forplanter sig gennem toggangen. Klumper af menstruationsblod lander i mit allerede gennemblødte bomuldsbind. Jeg mærker blodet løbe ned ad mit inderlår. Blodlugten blander sig med gammel sved fra vores fælles krop. Mod alle odds får jeg mast mig hen til toilettet. Gulvet sejler i en blanding af urin og grumset vand. En menig Wehrmachtsoldat sidder på toiletkummen og sover med hagen mod brystet. Jeg tøver et øjeblik i døråbningen. Toiletstanken passerer som nålestik gennem svælget. Tårerne presser sig på. Jeg kan ikke holde gråden tilbage. Soldaten rejser sig som på kommando. Men kan ikke flytte sig ud af stedet og bliver stående med ryggen til toilettet.«