Jeg er bare almindeligt, jævnt skuffet over Naiha Khiljees debutdigtsamling, Kære søster, velmenende, okay flydende skrevet med et vist proft, performativt præg, herunder et ustadigt rimeri, men uden påtrængende spor af faktisk originalitet. Her er begyndelsen på titeldigtet, »Oprør er også for pæne piger«:

»Kære søster,/ Jeg har også hørt historien om hvordan de ser dig/ Som en hul krop der kan bære deres sønner/ Et hjem for næste generations chauvinistiske tanker// Kære søster/ Jeg har set hvordan de leger med dig som en barbie-dukke/ Klæder dig på; klæder dig af/ Efter vind, efter vejr, efter politik eller personligt begær// Min søster,/ Jeg har læst om hvordan de behandler dig/ Som et opkald på hold, der må vente på at komme igennem/ Igennem landegrænser/ Igennem bureaukratiske instanser.«