Af Andreas Steno, global chefstrateg i Nordea
Så skete det. Danmark lukkes delvist ned i 14 dage på grund af coronasmitten, men beslutningen blev taget med nævneværdig nølen fra de danske myndigheder, hvilket kan vise sig at blive kostbart, da hver time tæller i kampen mod en eksponentiel smittespredning. Folk, der forstår sig på eksponentielle udviklinger, ville derfor vide, at vi burde lukke omgående og ikke blot med ugens udgang. Det endelige antal smittede kan vise sig at blive 40 procent højere, fordi karantænen blev indført fra og med ugens udgang i stedet for omgående.
For at illustrere pointen er det nødvendigt at kigge på smittetallene i Danmark. For en uge siden stod vi med blot 23 smittefælde i Danmark, mens vi i skrivende stund står med 615 tilfælde. Selvom det umiddelbart ikke lyder af meget, er det tilvæksten i procent, som er den stærkt bekymrende faktor. I en eksponentiel smittespredningsfase stiger antallet af smittede med samme forholdstal på daglig basis. F.eks. kunne dette forholdstal være en daglig fordobling af antallet af smittede, som vi har set de seneste dage i Danmark. Skulle smittespredningen hypotetisk fortsat fordobles dagligt over den næste uge, vil vi næste fredag stå med over 70.000 smittetilfælde i Danmark. Derfor måtte noget gøres så hurtigt som muligt. Det er i øvrigt værd at bemærke, at Danmarks smitteaccelerationstempo var blandt de allerværste i verden, formentlig kun overgået af Norge.
I Italien har smittespredningen udviklet sig med omtrent 25 procent øgede tilfælde på daglig basis siden slutningen af februar. For blot 14 dage siden var 800 mennesker smittet i Italien. I dag er over 15.000 smittet. Skulle Danmarks smittespredning følge cirka samme drejebog, nu hvor inddæmningstiltag er blevet implementeret, så vil vi stå med omkring 3000 tilfælde om en uge. Så godt kommer det nok ikke til at gå, givet at flere af inddæmningstiltagene først er taget med ugens udgang.
Tech-guruen Tomas Pueyo har vist, hvordan det samlede antal af smittede i Hubei-provinsen i Kina hypotetisk set kunne have være mindsket med 40 procent, hvis myndighederne havde indført karantænereglerne den 22. januar i stedet for den 23. januar. Det er ikke utænkeligt, at Mette Frederiksens nølen på lignende vis koster et væsentligt større antal samlet smittede i Danmark. I en eksponentiel smittespredning tæller hver time.
Den væsentligste årsag til at tage vidtrækkende tiltag imod virusspredningen er, at en eksponentiel smittespredning vil kunne lede til en nedsmeltning på hospitalsgangene, da kapaciteten i sundhedssystemet ganske enkelt ikke vil kunne følge med antallet af plejekrævende patienter. Heri ligger en yderligere kritisk vinkel for Danmark, da vi generelt arbejder med en lavere mængde af intensivpladser per indbygger end mange andre lande i Europa. For eksempel har Italien over dobbelt så mange intensivpladser per indbygger end Danmark. I fredstid er et lavt antal intensivpladser et billede på et effektivt dansk sundhedssystem, men det kan udvikle sig til at være et problem, når og hvis en eksponentiel smittespredning rammer.
I Italien har næsten hver tiende officielle coronapatient haft behov for intensiv behandling. Hvis vi antager et lignende scenarie i Danmark, vil det derfor kun kræve lidt over 5000 smittetilfælde, førend kapaciteten begynder at blive udfordret. Med en 25 procent daglig forøgelse af smittetilfælde som i Italien vil knapheden begynde at opstå inden for blot ti dage Danmark, såfremt ti procent af de smittede får et intensivt plejebehov. En sådan situation kan de italienske myndigheder allerede nu skrive under på, at det ikke er morsomt at stå i.
Vi skal derfor berede os på, at tiltagene til at inddæmme virussen kan blive endnu strengere end dem, som allerede er blevet offentliggjort. Det er først over de seneste 24 til 48 timer lykkedes italienerne at få stigningstakten til at bøje af i det daglige antal af nye smittede, hvilket er et resultat af endnu strengere forholdsregler, end hvad Mette Frederiksens administration har indført.
Omsiggribende tiltag imod menneskets fri bevægelighed kommer ikke uden mærkbare økonomiske omkostninger. Det er efterhånden sikkert, at det vil koste arbejdspladser, indtægter og samhandel, men det er en pris, som det er værd at betale af sundhedsmæssige årsager. Hvis vi kigger på det kinesiske eksempel, hvor store dele af økonomien effektivt har været lukket siden slutningen af januar, så er der en klar risiko for, at det økonomiske stød kommer til udgøre en global recession. Kinas nøgletal for februar var værre, end de på noget tidspunkt nåede at blive hen over den store finansielle krise i 2008/2009. Forhåbentlig vil de nye tiltag fra de europæiske myndigheder sikre, at det ikke ender helt så galt herhjemme.
Kina er dog fortsat langt fra at vende tilbage til normalen, hvilken kan afkodes ved, at for eksempel belysningen i kinesiske industriparker ligger på omkring 60 procent af fuld kapacitet og dette op mod seks uger efter, at de første karantænetiltag blev iværksat. Der er derfor ikke meget i hverken den italienske eller kinesiske case, der tyder på, at to ugers karantæne i Danmark vil være tilstrækkeligt. Et forsigtigt gæt er, at aktiviteten kommer til at køre på et meget lavt blus minimum indtil en gang efter påske. Og jo dårligere vi danskere er til at overholde de nye karantæneregler, jo længere vil vi være nødt til at leve med dem. Så der kan kun opfordres til, at man tager disse forholdsregler alvorligt.
Det er dog afslutningsvis på sin plads at fremhæve, at Mette Frederiksens administration har rykket hurtigere på de virusinddæmmende tiltag end for eksempel vores naboer i Sverige, Norge og Tyskland. Derfor skal der lyde Mette Frederiksen et dybfølt, eksponentielt tak!
Dette er en kronik og udtrykker alene skribentens holdning. Forslag til kronik sendes til opinion@weekendavisen.dk
