Jeg forlod et afslappet Danmark den 22. februar, hvor håndsprit og ansigtsbind ikke var noget, man bekymrede sig om, og kom tilbage og valsede igennem Københavns Lufthavn den 5. marts, som om ingenting var hændt.

Kort efter min ankomst oplevede jeg bekymrede telefonopkald. Folk har talt til mig på lang, laaanng afstand. Jeg holder mig nu hjemme, ikke fordi det er blevet mig påbudt, men fordi mine omgivelser udviser en vis angst for ideen om min tilstedeværelse. Jeg går ud, men når jeg gør, har jeg ansigtsbind på, holder mig for mig selv og afspritter mig selv før og efter.