Vidtløftig ridderlighed

Klippeti-klop, klippeti-klop. Måske er det meget godt at have 1975-filmen Monty Python og den hellige gral i tankerne, mens man nærmer sig Joanot Martorells ridderroman fra 1490. Jeg tænker helt specifikt på den åbningsscene, hvor en løbende Graham Chapman som kong Arthur foregiver at galopere på en hest, der ikke er der, mens hans væbner ærbødigt løber bag ham og slår to kokosnøddeskaller mod hinanden for at illudere lyden af den ikke-eksisterende hest. Komikken er klar – og forærer os en rejserute ind i Martorells ridderroman.

For Monty Pythons film hilser på Cervantes’ Don Quijote (1605), ridderen af den bedrøvelige skikkelse, og Cervantes på sin side hilser venligt på Martorell. Som Rigmor Kappel Schmidt gør opmærksom på i sit forord, er en præst og en barber i sjette kapitel af Don Quijote i færd med at kaste alle de skadelige ridder­romaner fra herremandens bibliotek på bålet. Kun to skånes, Amadis fra Gaula og Tirant lo Blanc, for den sidste er, »ved sin stil (…) den bedste bog i verden«. Men forfatteren »fortjente at blive smidt i galejerne (…) fordi han skrev så mange tåbeligheder«.