38-årige Marija Lorman er en superpendler. Hun bor i Ruslands næststørste by, Sankt Petersborg, men arbejder især i landets hovedstad, Moskva, cirka 600 kilometer sydøst for bopælen.
Lorman er programleder og står i spidsen for transformation af informationsteknologi hos den kæmpestore russiske stålvirksomhed Severstal. En typisk arbejdsuge for hende begynder med, at hun flyver fra Sankt Petersborg til byen Tjerepovets, hvor Severstal har sin hovedfabrik.
Dagen efter flyver hun til Moskva for at holde møder på kontoret i hovedstaden. Nogle gange går turen videre til en ny provinsby efterfulgt af en ny omgang Moskva. Torsdag eller fredag aften lander hun hjemme i Sankt Petersborg.
»Men det kan være anderledes fra uge til uge. Nogle gange tager jeg af sted mandag morgen og vender allerede tilbage mandag aften. Onsdag flyver jeg igen, og så vender jeg tilbage fredag. Og nogle gange er jeg slet ikke hjemme i weekenden,« fortæller Marija Lorman, der har to børn på syv og halvandet år.
»Jeg kunne måske arbejde en del på Severstals kontor i Sankt Petersborg, men på en måde synes jeg, at det er mere fair, at jeg er væk fra familien, når jeg arbejder igennem, og så kan jeg dedikere mig fuldt ud til familien, når jeg er sammen med dem,« siger Lorman, der som succesfuld kvindeleder bidrager til, at Rusland klarer sig særdeles godt, når man ser på kønsfordelingen af personer i lederstillingerne.
Østeuropæisk succes
År efter år ligger både Rusland og andre østeuropæiske lande i toppen af diverse opgørelser, der omhandler kvindelige ledere i erhvervslivet. Det viser statistikker fra blandt andet International Labour Organization (Den Internationale Arbejdsorganisation), en særorganisation i FN.
I deres seneste rapport kan man se, at der kun er syv europæiske lande, hvor kvinderne sidder på over 40 procent af de ledende stillinger: Slovenien, Polen, Letland, Moldova, Ukraine, Rusland og topscoreren Hviderusland, hvor kønsfordelingen på lederposterne endda nærmer sig 50/50. Til sammenligning udgør danske kvinder kun 27 procent af lederne herhjemme, ligesom de fleste vesteuropæiske lande også halter langt efter Østeuropa.
I Danmark tales der ofte og med rette om, at mange kvinder bliver bremset i deres karriereudvikling, fordi danske mænd kun holder 9,5 procent af barselsorloven. Men trods alt vælger cirka 80 procent af de barselsberettigede danske fædre at gå på barsel. Kun omkring to procent af russiske fædre følger deres eksempel, og heller ikke andre østeuropæiske lande er kendte for arbejdsdeling på barselsområdet.
»Eurostat, der hører under EU-Kommissionen, har lavet en række ligestillingsanalyser og spørgeskemaundersøgelser, som Rusland, Hviderusland og andre ikke-EU-lande dog ikke er med i. Men alle de østeuropæiske EU-lande er med, og man kan tydeligt se, at befolkningerne i disse lande er enormt kønsstereotype i deres holdninger,« fortæller professor i økonomi ved Aarhus Universitet Nina Smith, der har brugt mange år på at forske i kønsforhold og ligestilling på arbejdsmarkedet.
»Alligevel ser man, at kvinderne i netop disse lande klarer sig rigtig godt, nærmest mod alle odds,« konstaterer Nina Smith.
Fortidens arv
Eksperterne nævner flere mulige forklaringer på, hvordan det hænger sammen. Hos International Labour Organization (ILO) peger man især på de tidligere socialistiske landes lange tradition for at have kvinder på arbejdsmarkedet:
»Jeg tror, at det historiske element spiller en rolle. I disse lande har kvinder længe været vant til at arbejde ved siden af mænd,« siger seniormedarbejder Jae-Hee Chang, der har været med til at udarbejde ILOs opgørelse Women in Business and Management.
Chang får opbakning fra 42-årige Marija Popis, der bor og arbejder som projektleder i Moskva. I en årrække var hun ansat i Ruslands største bank, Sberbank, og p.t. har hun sin daglige gang hos et af Sberbanks datterselskaber, Sber Solutions.
»For min generation, der gik i skole i sovjettiden, var det noget nyt, at man begyndte at gå op i kønsforskelle i det post-sovjetiske Rusland,« siger Popis.
I sovjettiden var arbejdsmarkedet dog delvist opdelt i mande- og kvindefag. Men som erhvervsmediet Forbes har påpeget, blev denne opdeling vendt til en fordel for mange kvinder, da planøkonomien blev erstattet af markedsøkonomi.
Sovjetiske mænd havde tekniske eller fysisk krævende jobs som ingeniører og lastbilschauffører, der var langt bedre betalt end typiske kvindejob inden for økonomi og til dels jura.
Begge fagområder var nedprioriteret i kommunisttiden, men fik en stor opblomstring efter Murens fald og Sovjetunionens sammenbrud. Omvendt faldt både lønnen og jobudsigterne i mange mandefag.
I forskningsverdenen finder man en anden forklaring på, hvorfor Vesteuropa klarer sig dårligere end Østeuropa, når det gælder andelen af kvindelige ledere. Nemlig, at de har andre prioriteter end mænd.
I rigere lande, der har en højere grad af ligestilling, vælger de bevidst at uddanne sig og arbejde inden for kvindedominerede fag.
Helt i tråd med disse undersøgelser er det ikke kun de østeuropæiske lande, men også en række amerikanske og asiatiske lande, der fører over Vest- og Nordeuropa, når det gælder kønsfordelingen på lederposterne.
»Det ser ud til, at jo rigere man bliver, og jo mere ligestilling man får i landet, desto mere kommer kønsidentitet til at fylde. Det er, som om kvinder bedre kan tillade sig at dyrke moderskabet, når de kommer højt op i Maslows behovspyramide,« forklarer professor Nina Smith fra Aarhus Universitet.
Levestandarden i Skandinavien er så høj, at man sagtens kan få et meget godt liv, selv hvis man har en løn, der ligger under gennemsnittet. Men sådan er det som udgangspunkt ikke i Østeuropa, og derfor er nogle af de østeuropæiske kvinder »langt mere sultne efter at gøre karriere,« vurderer Nina Smith:
»Det er det, der kan sikre dem en god økonomi og dermed et godt liv. Og så har de ikke så store kvababbelser som danske og nordiske kvinder ved at outsource noget af børnepasningen.«
Netop denne outsourcing er en helt afgørende betingelse for, at mange østeuropæiske kvinder får succes i lederstillinger. I Rusland er det således nærmest en selvfølge, at karrierefamilier har barnepiger. Derfor kan kvinderne vende tilbage til arbejdsmarkedet ganske kort tid efter, de har født deres børn.
Helte og reddere
»Formelt tog jeg en tre måneders barselsorlov. Reelt havde jeg nærmest slet ingen barsel,« griner programleder Marija Lorman fra stålvirksomheden Severstal, der fødte sit yngste barn for halvandet år siden.
Singlemor og projektleder Marija Popis fra Sber Solutions holdt barsel i seks måneder, da hun fødte sin nu 13-årige søn.
»Så ansatte jeg en barnepige og har haft én lige siden,« fortæller hun.
»Først én i seks et halvt år og nu en anden i over seks år. For tiden arbejder min barnepige cirka 30 timer om ugen. I hverdagene tager jeg på arbejde klokken otte og kommer først hjem omkring klokken ti om aftenen, så hun redder mig virkelig derhjemme. Hun er som et familiemedlem,« siger den russiske karrierekvinde.
Hendes ord lyder som et ekko af den kommentar, som Berlingskes chefredaktør Mette Østergaard publicerede i december, efter at udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye lagde op til at ændre eller udfase au pair-ordningen herhjemme:
»Hun er min helt i hverdagen. Hvis hun ikke hjalp med alt det praktiske derhjemme, måtte jeg enten vinke farvel til at være nærværende over for mine børn, når jeg er hjemme, eller farvel til mine karriereambitioner,« skrev Østergaard om sin filippinske au pair, »som snart har været en del af min lille familie i to år.«
13 procent af de danske au pair-familier er enlige forældre som Mette Østergaard, der har fået en del kritik for sin kommentar, men kan hente støtte hos Nina Smith:
»To af mine fire børn har virkeligt hårde karrierestillinger, og det har deres ægtefæller også, så begge familier har au pair, og jeg bakker det meget stærkt op.«
