Ødelagt. Knuste fællesskaber og frygt for stråling har gjort langt mere skade end den egentlige radioaktivitet fra katastrofen ved Fukushima. Mange af de evakuerede er blevet ramt af depression, angst og misbrug, og selvmordsraten er tårnhøj. Hvad kan vi lære af tsunamiens mentale efterdønninger?

Efter katastrofen

Efter katastrofen

I de ni år, der er gået, siden atomulykken ved Fukushima, har psykologiske problemer og deraf følgende misbrug, angst, depressioner og selvmord haft langt større indvirkning på lokalbefolkningens liv, end radioaktivitet i området nogensinde har haft.

Det viser en systematisk undersøgelse af udviklingen i den mentale helbredstilstand hos 210.000 borgere, der boede i en omkreds af cirka 20 kilometer fra atomkraftværket og i panik blev evakueret i løbet af de første fem dage efter ulykken.

Undersøgelsen er foretaget af et forskerhold fra Fukushimas Medicinske Universitet under ledelse af Masaharu Maeda, der er professor i psykiatri. De sår på sjælen, som mange oplever efter en katastrofe, har det med at blive glemt af alle andre end dem, der bærer på dem. Men sådan skal det ikke gå denne gang, mener professor Maeda og hans hold af læger og psykologer. I stedet har de sat sig for at lære af historien, så erfaringerne kan lempe konsekvenserne for ofrene ved fremtidige katastrofer.

Maeda og kollegernes seneste resultater blev fremlagt ved et stort, internationalt symposium i Fukushima by i februar måned – godt 60 kilometer væk fra det ulyksalige atomkraftværk, hvor tre reaktorer nedsmeltede efter en gigantisk tsunami den 11. marts 2011.

Ganske vist viser spørgeskemaerne, at der nu er færre depressioner blandt de evakuerede end i årene lige efter ulykken. Der er også færre, der døjer med søvnbesvær og adfærdsmæssige problemer. Men alt er ikke godt.

Læs også om miljøaktivisten, der fik Obama til at investere milliarder i grøn energi, men nu prædiker atomenergi: »Stormvarsel fra venstre«

»Det er nødvendigt at læse resultaterne omhyggeligt,« påpeger Masaharu Maeda over for Weekendavisen.

»Det viser sig, at folk, som er evakueret til steder uden for Fukushima Amt, heriblandt børn i skolealderen, har større sandsynlighed for mentale helbredsproblemer og depression end dem, som forblev i amtet. Resultaterne viser derudover, at unge voksne synes at have større behov for intensiv pleje af deres mentale helbredstilstand. Og endelig ser vi, at det i målgruppen for undersøgelsen stadig er en udbredt opfattelse, at der er stor risiko for, at radioaktivitet har påvirket deres helbred, selv om der i de senere år er gjort fremskridt i oprensningen af området, og restriktionerne i forhold til at flytte tilbage er ophævet mange steder. Disse resultater viser, at det fortsat er uhyre vigtigt at give mental helbredspleje til de berørte befolkningsgrupper,« siger professor Maeda, som har kaldt den sejlivede opfattelse af, at det stadig er farligt at bo i området omkring det ødelagte værk, for »en anden tsunami«, som har ramt befolkningen hårdt på det psykologiske plan.

Farlig ventetid

Undersøgelserne, som bygger på spørgeskemaer og interview med evakuerede, der har været villige til at deltage, viser, at der i 2012, året efter ulykken, var 21,6 procent af samtlige respondenter i Fukushima, som viste tegn på posttraumatisk stresssyndrom (PTSD). Et uhyggeligt tal, som vel at mærke også var langt højere end ved tilsvarende undersøgelser i tsunamiramte amter længere mod nord.

Oppe nordpå krævede tsunamien i 2011 langt flere dødsofre og savnede og langt flere økonomiske tab end i Fukushima. Genopbygningen gik frustrerende langsomt, og hundredtusinder var evakueret i årevis. Men immervæk havde folk hele tiden et mål forude, som der blev arbejdet henimod. De kunne se en genhusning og en genoptagelse af et normalt liv foran sig.

Anderledes i Fukushima, hvor færre havde dødsfald i familien, og hvor folks huse i de fleste tilfælde stadig stod der. Men her sad man i de midlertidige barakker og kunne blot vente. Man ventede og ventede på, at ens huse og grunde skulle blive spulet og renset, og radioaktiviteten skulle komme ned på et niveau, hvor der kunne tages en politisk beslutning om, at man kunne vende hjem. Man anede i de første år ikke, hvor lang tid det ville tage, og man havde derfor intet konkret mål foran sig.

Samtidig havde det varige psykiske konsekvenser, at selve den paniske evakuering, der foregik i bidende kulde, skete så kaotisk og ukoordineret i dagene efter to skrækindjagende eksplosioner på anden- og tredjedagen efter tsunamien. Maedas undersøgelseshold fandt, at et år efter ulykken havde 65,7 procent af familierne måttet flytte tre gange eller endnu flere, og 39,2 procent af de familier, der boede sammen inden ulykken, var splittet op.

I dag er der stadig 40.000, der formelt set er evakuerede i eller uden for Fukushima-amtet – og endnu flere, der bor andre steder i landet som resultat af den oprindelige evakuering uden formelt set at være evakuerede længere. I de senere år er den tvungne evakuering nemlig blevet hævet i den ene kommune efter den anden. Radioaktiviteten er lav, og myndigheder og Tokyos elektricitetsselskab, Tepco, som ejer og driver det ødelagte værk, vil gerne slippe for tyngende omkostninger ved at betale erstatninger til evakuerede familier. Men erfaringen har vist, at kun de ældre flytter hjem.

En ung pige tager et hvil, mens flere hundrede evakuerede demonstrerer for at få nogen stillet til ansvar for ulykken (2014). Foto: Redux/Scanpix
En ung pige tager et hvil, mens flere hundrede evakuerede demonstrerer for at få nogen stillet til ansvar for ulykken (2014). Foto: Redux/Scanpix

De pensionistsamfund, som barakbyerne havde udviklet sig til, er i en vis udstrækning flyttet tilbage i beboernes gamle huse, mens yngre familier med børn har valgt at blive væk. De har etableret sig andre steder, hvor deres børn har fået nye kammerater, og mange af dem vil på baggrund af deres oplevelser i de første uger være helt hundrede procent sikre på, at deres børn er i sikker afstand fra ethvert tegn på øget radioaktivitet.

»En så massiv og langvarig evakuering efter en katastrofe har verden ikke set siden Anden Verdenskrig,« konstaterede Masaharu Maeda på konferencen. »Den har medført forskellige typer fysiske og psykologiske problemer blandt de berørte mennesker, for eksempel depressioner og traumatiske symptomer.«

Indirekte døde

De langsigtede mentale og psykologiske skader blandt evakuerede er gennem Fukushima-forskerholdets arbejde dokumenteret tydeligere end før. Antallet af »indirekte døde«, mennesker, som ikke bukkede under for selve tsunamien, men senere bukkede under for de vilkår, de måtte leve under i de følgende uger og måneder, er langt større i Fukushima end i de andre tsunamiramte amter, Iwate og Miyagi.

Læs også, hvordan beboerne i Koyan »har vænnet sig til strålingen« fra de radioaktive ruiner fra Den Kolde Krig: »Jeg er en radioaktiv mutant«

Også selvmordsraten i Fukushima er langt større end i de andre to amter. »Mens antallet af depressioner og tilfælde af PTSD går ned, er antallet af selvmord desværre ikke faldende,« understregede Masaharu Maeda på symposiet. »Der er et tvingende behov for at gøre noget ved det problem.«

I fremtiden bør evakueringer forberedes bedre, og evakuerede bør informeres bedre, lyder konklusionen. Men næste gang verden står over for en stor atomkatastrofe, bør man nok tænke sig om en ekstra gang, inden man overhovedet evakuerer store menneskemasser, lyder det gode råd fra Masaharu Maeda.

»Frygten for radioaktivitet er og bliver en overreaktion. Men jeg bebrejder ikke folk, at de overreagerer. Vi havde i de første uger ikke tilstrækkelig information om strålingsniveauet,« som professor Koichi Tanigawa, der er læge og leder af det samlede forskningsprojekt, som professor Maedas holds undersøgelser er en integreret del af, har formuleret det.

Den australske katastrofeforsker Richard A. Bryant, der er professor i psykologi ved University of New South Wales, og som i mange år har forsket i situationen i sit hjemland efter gentagne hærgende skovbrande, konstaterede ved konferencen, at det altafgørende ifølge hans erfaringer er »lokalsamfundets respons«.

»Her i Fukushima spillede frygten for radioaktivitet oplagt i første omgang en rolle for udviklingen af psykiske problemer efter katastrofen. Men det samme gjorde i de følgende mange år tabet af en økonomisk sammenhæng omkring en, tabet af en fast arbejdsplads, et fast hjemsted. Dette er et typisk træk for evakuerede katastrofeofre i hele verden. Hvis folk kan bevare deres sociale netværk, vil det altid have positiv effekt på deres mentale sundhed. Men det var ikke muligt her, netop fordi så mange blev evakueret,« sagde professor Bryant.

Han konstaterede, at man ved behandling af dem, der bærer på mentale sår efter en katastrofe, ikke mindst blandt unge mennesker, ofte støder ind i den afgørende »barriere for pleje«, at de ramte personer frygter at blive stigmatiseret og derfor ikke ønsker at modtage hjælp.

»Mange unge foretrækker at få adgang til hjælp online i stedet for gammeldags konsultationer. På den måde behøver de ikke at identificere sig. Den mulighed bør vi give dem. Stigmatisering af katastrofeofre er i Japan et stort problem, og her bør man i højere grad benytte sig af digitale løsninger, som gør det muligt for patienten at være anonym.«

»Men I gør det rigtige,« sagde professor Bryant til sine japanske kolleger. »Normalt bliver psykiske problemer efter en katastrofe glemt, og folk bliver brutalt overladt til sig selv. Normalt vil der i et samfund efter nogle år opstå en træthed i forhold til at snakke om mentalt helbred og psykiske sygdomme. Derfor er det opmuntrende, at I stadig snakker om disse emner ni år efter ulykken. En model for hele verden. Det vil jeg gerne hylde jer for.«

Kamakura Toyotaka besøger byen Namie, hvor han engang drev en populær blomsterbutik. Efter ulykken blev byens 19.000 indbyggere evakueret, i dag står den næsten tom (2016). Foto: Alfredo Caliz/Rtizau Scanpix
Kamakura Toyotaka besøger byen Namie, hvor han engang drev en populær blomsterbutik. Efter ulykken blev byens 19.000 indbyggere evakueret, i dag står den næsten tom (2016). Foto: Alfredo Caliz/Rtizau Scanpix

Knuste fællesskaber

Det generelle problem, at katastrofeofre ofte mister deres sociale netværk, er i Fukushima især tydeligt for den andel af de evakuerede, der flyttede langt væk og blev spredt ud over landet. 40.000 er stadig evakuerede, heraf tre fjerdedele uden for Fukushima Amts grænser. Disse fjerne evakuerede var genstand for stor interesse på symposiet.

»Mange søgte tilflugt hos slægtninge, så langt væk fra Fukushima-værket som muligt. Det vigtigste for dem var at undslippe den daglige bekymring for radioaktivitet,« fortalte professor Satomi Nakajima, der er leder af Musashino-universitetets Institut for Kognitiv Adfærdsterapi og -Forskning i Tokyo.

Ifølge hende lider en relativt stor del af de fjerne evakuerede af et såkaldt »tvetydigt tab« (ambiguous loss), et kendt begreb fra den internationale katastrofeforskning. De længes tilbage, men det, de længes tilbage til, eksisterer ikke mere. Deres tab er uklart og føles ikke definitivt, selv om det reelt er tæt på at være definitivt.

»Mange af de evakuerede fra Fukushima har mistet nære familiemedlemmer. Familien eksisterer stadig, men er splittet op, og medlemmerne er ikke længere i stand til at leve som en familie under samme tag. Venner og naboer eksisterer også stadig, men er ikke tæt på, så de kan give trøst og social støtte,« sagde Satomi Nakajima.

»Konsekvenserne af det tvetydige tab er både i Fukushima og andre steder, at folk hænger fast i en uafsluttet situation, og at de har svært ved at tage beslutninger. Mange reagerer med vrede og aggressivitet, selvbebrejdelser og en følelse af håbløshed, og de udviser en ringere evne end andre mennesker til at integrere sig i det omliggende samfund,« forklarede hun.

»Selvfølgelig er det vigtigt at holde kontakt med folk fra ens hjemby, men i forhold til ens mentale helbred er det endnu vigtigere at få kontakter det nye sted. Vi er nødt til at gøre det nemmere for evakuerede efter katastrofer at opretholde to hjemsteder,« vurderer Satomi Nakajima.

Samtidig lever mange af de fjerne evakuerede i deres nye hverdag i en evig frygt for at blive stigmatiseret, hvis deres nye naboer og kammerater skulle få at vide, at de er evakueret fra Fukushima. De frygter, at deres dialekt eller nummerplader skal afsløre dem, og at deres børn skal blive udsat for diskrimination og mobning i skolen.

»Bekymringen for, at den radioaktivitet, man har været udsat for, vil påvirke den næste generation, er heldigvis reduceret, men den er stadig udbredt. Det er en tredjedel af de evakuerede, der har den bekymring, og det giver »selv-stigma« blandt mange unge, der tror på den arvelige risiko. De prøver at skjule for deres omgivelser, at de har boet i Fukushima og er evakueret derfra,« forklarer Masaharu Maeda.

 

Læs også: HBOs miniserie om Tjernobyl-ulykken indeholder mange misforståelser om kernekraft og stråling: »Læren fra Tjernobyl«

Side 56



Skribenternes avis

Leny Malacinski

Arne Hardis

Marta Sørensen