Kriseterapi. Apati fører i døden. Jonathan Safran Foer trækker streger fra Holocaust til klimakrisen i sin nye bog, for der vindes kun ...

Hvor der handles

Jonathan Safran Foers jødiske mormor flygtede fra sin polske landsby tidligt under Anden Verdenskrig. Hun tog sin vinterfrakke med, selvom det var i juni. »Jeg syntes, jeg var nødt til at gøre noget,« fortalte hun senere. Lille­søsteren fulgte hende til døren: »Du er så heldig, at du rejser.« Sammen med resten af familien, som undlod at handle trods deres viden om nazisternes komme, blev hun udslettet – oldemoren blev skudt på kanten af en massegrav.

I Vi er vejret bliver at handle den filosofiuddannede stjerneforfatters ultimative imperativ. Det nytter ikke, at vi taler, protesterer og flæber, mens vi græmmes over, at vi ikke kan finde troen og tage os sammen. Vi må erkende, at viden ikke i sig selv fører til handling; der er forskel på viden og tro. Der var mange, der vidste, at Holocaust fandt sted, som ikke handlede. Trods rædslen manglede de den brændende tro, der gør passivitet til en umulighed, og klimakrisen er endnu mindre trosfremkaldende: diffus, skridtvis fremadskridende, fuld af komplekse tal og i første omgang kun dræbende for mennesker langt fra vores eget kødædende luksusliv på toppen af den globale forbrugspyramide.