Som forsker ved Center for Dialektforskning på Københavns Universitet får jeg ofte henvendelser fra journalister, skoleelever og andre, der vil vide, om de danske dialekter er ved at dø. Det hænder også, at der dumper en e-mail ned i min indbakke fra velmenende borgere, der ønsker at berolige mig med, at rygtet om dialekternes død er stærkt overdrevne.

Jeg skal bare komme til Fuglebjerg eller Vrå og lytte efter. Egentlig er jeg ikke meget for at gå ind i en diskussion om dialekternes påståede eller eventuelle død. Dødsmetaforikken skaber nemlig et forsimplet billede (en forsimplet diskurs, om man vil) af de mange komplekse udviklinger, som dansk talesprog til stadighed undergår.