Forskere kommunikerer deres resultater til fagfæller i form af artikler, hvis titler gerne skal være korte og informative. Man kan vanskeligt forestille sig en kortere titel end den, seismologen Inge Lehmann i 1936 fandt på, da hun publicerede en vigtig artikel om strukturen af den indre Jord. Hun kaldte den simpelthen P’, hvilket må være en slags verdensrekord i videnskabelig ordknaphed.

Ikke blot var titlen kort og sær, artiklen var også et gennembrud i den geofysiske forskning, idet Lehmann foreslog et helt nyt billede af Jordens indre. Baseret på seismiske målinger var den almindelige antagelse, at Jorden bestod af to lag, nemlig en stor flydende kerne omgivet af en endnu større fast kappe. Men en vis type af seismiske bølger undgik forståelse ud fra denne model. Disse bølger blev med datidens terminologi betegnet P’, mens de i dag kendes som PKP. Lehmann argumenterede nu, at de seismiske P’-bølger kunne forklares, hvis der i jordkernen var en indre kerne med radius cirka 1400 kilometer og bestående af et sejere materiale end den omgivende kerne. Med andre ord, hun foreslog en tredelt og ikke en todelt Jord, hvilket blev bekræftet ved senere undersøgelser.