Anne Swärd: Vera. Oversat fra svensk efter »Vera« af Jesper Klint Kistorp. 352 sider. 299,95 kr. Gyldendal.

Åbningsscenen i Vera er ildevarslende, næsten gotisk. Et enormt brudefølge er i midvinteren på vej gennem den stockholmske skærgård. Forrest en isbryder, derefter en armada af robåde med brudeparret Ivan og Sandrine, familie, barnepiger, venner, præst, kor, kogekoner, musikere, og hvad der ellers hører sig til. De er på vej gennem et snehelvede til Ceder-dynastiets sommerø for at fejre ældstesønnens formæling med en purung fransk kvinde, der ved afslutningen af Anden Verdenskrig er dukket op i Sverige under falsk navn. Hun er totalt fremmed, men brugbar til at kaste røgslør over hans homoseksuelle tilbøjeligheder. Ved bryllupsfesten fryser boblerne fast i champagnen, bryllupskagen er for kold til at skære i, og mændenes tilbagestrøgne, pomadiserede hår stivner til blanke hjelme. Man lades ikke i tvivl om, at historiens grundstemning vil være kuldslåethed, og at pigen fra nowhere skal være usædvanlig livsduelig for at undgå at blive mast af sin ny, evigt intrigerende familie. Et overklassemiljø med respektabel skal og ormstukken kerne.